Lars Frederiksen blev torsdag offentliggjort som ny cheftræner i HTH Ligaklubben HH Elite, men han fortsætter sideløbende som U17-træner i FHK, og det var et krav fra hans side.

Frederiksen har haft stor succes som træner for U17-holdet i FHK, der ikke har sat et eneste point til i efterårssæsonen, men nu venter der endnu en opgave, da han er blevet ansat som cheftræner i HH Elite, der ligger til nedrykning i HTH Ligaen.

“Jeg er rigtig glad for at være i FHK, og det er nogle gode drenge, som jeg træner og det er et fedt projekt vi har gang i, og det vil jeg fortsat være en del af. Jeg har lagt en plan sammen med Thomas Larsen fra FHK og HH om hvordan det skal fungere,” siger Lars Frederiksen til Fredericia AVISEN og fortsætter:

“Da HH henvendte sig kontaktede jeg straks Thomas Larsen og vi satte os ned, og talte om hvordan det kunne lade sig gøre. For at det kunne lade sig gøre har det hele tiden været et krav fra min side, at jeg skulle fortsætte i FHK og vi har fået enderne til at mødes efter et godt samarbejde mellem FHK og HH. Det passer med, at man i HH træner om eftermiddagen og så træner vi tidligt aften i FHK, og det tager ikke mere end en halv time fra hallen i Horsens før jeg er i Fredericia Idrætscenter. Det var også vigtigt for mig, at jeg ikke kom til at køre mig selv ihjel på det, og det kommer jeg ikke til med den afstand.”

“I hele efteråret har jeg været til stede ved kampene på både første- og andetholet på U17, så kampmængden vil i den kommende tid forblive den samme. Eneste forskel bliver, at jeg fremover mest kommer til at have noget med førsteholdet at gøre, og skulle der være mulighed for det, vil jeg stadig være inde omkring andetholdet.”

Hvordan er det at være tilbage på den øverste hylde?

“Det er selvfølgelig dejligt, men det her adskiller sig også fra de andre hold jeg har været træner for. Det, der tiltaler mig ved HH er, at jeg skal redde et hold fra at undgå nedrykning og det er en helt ny situation for mig,” slutter Lars Frederiksen.

Lars Frederiksen har tidligere i sin trænerkarriere stået i spidsen for KIF Vejen, Team Esbjerg og KIF Kolding.

https://cdn.shopify.com/s/files/1/2351/2357/files/avis13.pdf?87

Leave a Reply