I 40 år har Lars Brammer Hansen lavet IT hos en af landets største finansielle it-virksomheder, Bankdata. I løbet af sin tid i Bankdata har Lars Brammer Hansen arbejdet på en lang række områder, fx udviklingen af det oprindelige system, som bankerne brugte til bogføring og renter. Senere bidrog Lars Brammer Hansen også til medlemsbankernes digitale løsninger til erhvervslivet og ikke mindst som en del af det største enkeltstående projekt i Bankdatas historie; da Jyske Bank blev en del af it-fællesskabet. I sit arbejde med de forskellige områder har Lars Brammer Hansen bestridt flere forskellige roller, både som programmør, analytiker og designer, tester og projektleder.

“Jeg startede i informationsafdelingen, hvor jeg bl.a. arbejdede med aktiebog og generalforsamlingsadministration. Jeg flyttede kort efter til udviklingsafdelingen og har igennem årene altid været tilknyttet projekter i relation til udvikling. Jeg har bevæget mig meget rundt i organisationen og beskæftiget mig med en del forskellige forretningsområder,” fortæller Lars Brammer Hansen.

Fra 65 til 715
Lars Brammer Hansen er født og opvokset i Vejle. Som værnepligtig var han udstationeret på Flådestation Holmen i København og som gast på minelæggerne Møn og Falster. Herefter flyttede han til Odense og gik i gang med den 1-årige EDB-Assistentuddannelse på Tietgenskolen. Uddannelsen åbnede nye muligheder for Lars Brammer Hansen, som i 1980 blev ansat i Bankdatas udviklingsafdeling. Dengang var Bankdata en mindre virksomhed med cirka 65 ansatte, og ifølge it-virksomhedens seneste årsregnskab er det tal nu steget til 715.

“De mange muligheder i Bankdata er en af årsagerne til, at jeg aldrig har savnet nye udfordringer. Det at samarbejde med mange forskellige medarbejdere såvel i Bankdata som fra pengeinstitutterne og andre samarbejdspartnere, er også medvirkende til mit lange ophold i Bankdata. Det har været og er stadig interessant og spændende at deltage i udviklingen af Bankdata, ” siger han.

I dag er han bosat i Odense sammen med sin kone Dorthe. Sammen har de to voksne drenge og 3 børnebørn. Han bruger hovedsageligt sin fritid på familie, hus og have – og lidt motion, når tiden er til det. Lars Brammer Hansen og hans familie elsker den Danske natur og holder ofte ferie i Danmark. Særligt Vestkysten og Vesterhavet står højt på listen.

Om Bankdata

Bankdata er én af Danmarks største finansielle it-virksomheder. Bankdata ejes af de ni danske banker Alm. Brand Bank, Djurslands Bank, Jyske Bank, Kreditbanken, Nordfyns Bank, Ringkjøbing Landbobank, Skjern Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn og Sydbank. De ni banker servicerer tilsammen over 1,8 mio. bankkunder. Bankdata har eksisteret siden 1966 og beskæftiger ca. 700 medarbejdere. Virksomheden har hovedsæde i Fredericia og udviklingscentre i Silkeborg, Aarhus og i Gurgaon i Indien.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer