28 foreningsfolk fra 19 foreninger fra Kolding brugte onsdag aften 3 timer i hinandens selskab for at blive klogere på fundraising. Listen af ønsker, der efterfølgende skal fundraises til er lang og spænder lige fra den omkostningstunge ende med halbyggeri til den mere beskedne del med fjerbolde, mens f.eks. nye romaskiner, tidtagningsudstyr og banelys ligger midt imellem.

Foreningerne gik fra mødet med ny inspiration til, hvordan det bliver muligt at få opfyldt ønskelisten. Fundraising sker ikke kun gennem puljer og fonde, men kan i høj grad være lokalt forankret. Fundraising er alle de tiltag og aktiviteter, som foreningen sætter i værk for at skaffe midler og ressourcer til en sag. Det kan i ligeså høj grad være den lokale håndværker, der sponserer materialer, tilskud til foreningen for at optælle varelageret hos en virksomhed, som det kan være en fondsansøgning.

Husk at sige tak

En af aftenens vigtige pointer var, at det er vigtigt at få sagt tak for den støtte, foreningen opnår. Det er uanset, om støtten hører til i den store eller lille ende af skalaen. Det kan f.eks. være den lokale frisør, der har givet hårplejeprodukter til en tombola, der har givet et overskud, som muliggør indkøb af bestemte rekvisitter til foreningen. Her kan foreningen f.eks. lave et takkebrev, hvor der siges tak for støtten evt. med et billede af det indkøbte og de glade brugere af det. Herved opnår foreningen, at giverne bliver bevidste om, at de er med til at gøre en forskel. Det fremmer ligeledes muligheden for at få støtte, hvis man beder om den en anden gang.

Stor begejstring

Der var stor tilfredshed med udbyttet af aftenen, der alt for hurtigt var overstået. En deltager sagde om aftenens indhold: ”Jeg tænkte i først omgang, at 3 timer var lang tid at skulle bruge på det, men hold da op, der har været kød på i samtlige 3 timer. Vi kunne godt have brugt endnu mere tid på inspirere og ideudvikle sammen”. Det arbejde skal de enkelte repræsentanter hjem og fortsætte i deres egen forening, så ønskelisten forhåbentlig bliver indfriet.

Inspirations- og netværksmødet omkring fundraising var det første af 5 forskellige møder i løbet af efteråret 2015. Det er Fritidsrådet, der står bag møderne, der er tilrettelagt ud fra foreningslivets ønsker. Det er gratis at deltage i møderne og de efterfølgende byder på konflikthåndtering, motivering og rekruttering af frivillige, kommunikation og synlighed samt økonomistyring.