Forside FHK Landsholdsstjerne var tilbage i Fredericia

Landsholdsstjerne var tilbage i Fredericia

DEL
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Landsholdsstjernen og Barcelona-spilleren, Casper U. Mortensen, er i disse dage i Fredericia. Torsdag benyttede venstrefløjen sig af faciliteterne i thansen Arena for at holde formen ved lige før, at han møder ind i VM-lejren fredag.

Det er torsdag klokken 15:00. Jeg er i thansen Arena i forbindelse med, at FHKs 1. divisionsherrer skal træne, men på halgulvet er der prominent besøg af Casper U. Mortensen.

Casper spotter, at jeg er trådt ind i hallen. Jeg er gået ned på tilskuerpladserne, Casper hilser på mig, og spørger hvordan det går.

TV 2 SPORTs Stine Bjerre Mortensen går rundt sammen med sin mor, mens Stines bror, Lasse, er i gang på halgulvet med Casper, der træner afslutninger på FHKs keeper, Jimmi Andersen.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Casper U. Mortensen trænede i hallen i en times tid, og efterfølgende tog Fredericia AVISEN en snak med den tidligere FHK-spiller.

“Det er dejligt at være her. Det er første gang, at jeg har været her siden arenaen blev bygget om. Det ser godt nok imponernede ud, især ude fra, når man kommer ind. Man kan godt se, at der har været nogle profesionelle folk og håndværkere i gang. Jeg er særligt vild med gulvet også, det er et gulv, der er godt fjedret og passer mig godt. Som spiller er det ikke rigtigt noget man ser, men det ser jo også fedt ud med skybar heroppe,” siger Casper og peger op.

Stjernespilleren nåede selv at spille to sæsoner i FHK inden turen gik videre, og i sommer skrev han under på en aftale med mægtige Barcelona. Et comeback i FHK er derfor ikke lige om hjørnet.

“Man skal aldrig sige aldrig, men jeg er rigtig glad for at være i Barcelona. Jeg er glad for, at hallen åbner dørene for mig og lader mig træne her i en times tid, og så er det fedt, at Jimmi Andersen stillede sig til rådighed i målet så jeg havde en at skyde på,” fortæller Casper.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Selvom et comeback, i hvert fald pt., ikke er på tale, er FHK en klub, som Casper U. Mortensen følger.

“Jeg ved, at de er med i toppen og er á point med Tønder. Jeg håber, at de rykker op. Hele min svigerfamilie og Stine har jo også en lang fortid i klubben, så det er helt bestemt noget, som jeg følger med i, og noget vi også snakker om i familien. Jeg havde en god tid her, og håber det bedste for klubben,” forklarer Casper U. Mortensen.

Fredag møder Casper U. Mortensen ind i landsholdslejren, som forbedreder sig på VM i januar, der indledes d. 10. januar, hvor Danmark møder Chile i Royal Arena.

“Det bliver virkelig fedt. Det er første gang i over 40 år, at der afholdes herre VM på dansk grund, så det er virkelig noget jeg ser frem til. Jeg var med dengang i 2014 til EM, men det her er større,” udtaler Casper, der mener, at det er kronen på værket, at åbningskampen spilles i hans hjemby, København:

“Det er den største drengedrøm at komme hjem til en slutrunde, og at åbningskampen så spilles i ens hjemby, det er vildt fedt,” lyder det fra den tidligere FHK-spiller.

https://jutlander.dk/om-jutlander-bank/om-os/afdelinger/fredericia
Annonce
DEL