I de seneste mange år har Asger Christensen været landmand, men ved Europaparlamentsvalget i 2019 blev der lavet om på dette. Han blev valgt til Europaparlamentet, noget der sendte ham 900 kilometer hjemmefra. AVISEN har talt med Asger om den første tid i den store EU-verden.

Ved Europaparlamentsvalget i 2019 sikrede Asger Christensen sig et sikkert mandat og kunne dermed kalde sig for Europaparlamentariker. Det er et job som han nu har haft i omkring halvandet år, halvandet år med fuld fart på – og selvfølgelig også en Coronakrise oveni.

Allerede før valget kunne man læse om Asger Christensen her på AVISEN, for inden han endte her midt i pulserende Bruxelles var han landmand i Kolding. Det var derfor også oplagt, at Asger skulle være den første parlamentariker i denne nye serie på AVISEN, hvor vi tager jer med til centrum af EU, der hvor de store beslutninger bliver truffet.

»Det har været en helt vildt fantastisk rejse at være på. Fra at være ikke-valgt til at blive valgt, hele den valgkamp vi har kørt de sidste to år op til valget og det klimaks der kom 26. maj, hvor Venstre havde fået fire mandater. Der var jeg rimelig fortrøstningsfuld. Det er et kæmpe rygstød jeg har fået med de utroligt mange stemmer, det er mere en Jordrup og omegn«, siger Asger Christensen med et grin.

Men det er ikke altid lige nemt at komme fra tilværelsen som jysk landmand i en forstad til Kolding og så komme til Europa Parlamentet i Bruxelles. Udover den store omvæltning, så er noget så lavpraktisk som det at kunne tale sammen en udfordring. Der er politikere fra 27 forskellige lande og næsten ligeså mange forskellige sprog. Det er en udfordring Asger Christensen har taget op.

»En af mine største udfordringer da jeg blev valgt var mit engelsk. Jeg kunne engelsk til husbehov, men det går altså ikke her. Så jeg har taget kampen op og sat mig på skolebænken, så jeg kan blive bedre til engelsk. Det er bare afgørende hernede, at man har et fælles sprog, ellers bliver der ikke lavet meget politik«, forklarer den 62-årige Venstre-politiker.

»Jeg tror det havde været meget lettere for mig, hvis jeg havde lært det dengang jeg var lidt yngre. Uden at vide det, så har jeg en idé om at det er lidt lettere at lære det når man er 14 år gammel, end når man har nået min alder. Men sådan kan man jo blive bagklog med alderen«, fortsætter Christensen.

Asger Christensen har parlamentarisk erfaring inden han blev valgt til Europaparlamentet. I en årrække har han været at finde i Kolding Byråd, hvor han ligeledes var valgt for Venstre. Men hans nye mandat giver også en ny indflydelse – og møder med nye og måske lidt større aktører end Asger har været vant til i Kolding Byråd.

»Jeg har været helt vildt overrasket over alle de organisationer, institutioner, ambassadører, ministre – ja, jeg tror næsten folk i alle kategorier, der har banket på min dør. Det havde jeg ikke fået sat mig ind i på forhånd, men det møder man bare fra første dag hernede. Det er politik på en lidt større skala end jeg har været vant til, her er det ikke kun danske folk der kommer, det er folk fra hele Europa«, forklarer Asger.

En af de ting man oftest hører i Danmark når der bliver talt EU er, at det er meget langt væk – og at de 14 danske parlamentarikere ikke har noget at skulle have sagt blandt de i alt 705 parlamentarikere. Men Asger Christensen har oplevet noget helt andet.

»Det der er helt vildt fedt at opleve er, at vil man tage hænderne op ad lommen, så har man stor indflydelse. Meget mere end jeg havde drømt om. Jeg har fået den fornøjelse og ære at bidrage til den europæiske politik de næste fem år med mine egne hænder og min egen indgang – selvfølgelig i samarbejde med mange andre. Men på mange områder er det det personlige engagement der gør det«, forklarer Asger.

Landbruget er ikke glemt – for Asger tog landbrugsudvalget

Selvom Asger er flyttet 900 kilometer væk hjemmefra, så har han taget sin bagage med sig ned – ikke kun fysisk. Siden 1982 har Asger været gårdejer på et kvægbrug i Jordrup, lige udenfor Kolding. Det er mange af hans praktiske erfaringer fra livet som landmand han nu har taget med sig ind i sit politiske arbejde i Europa Parlamentet. Han har nemlig fået en plads i landbrugsudvalget.

AGRI, ANIT, ENVI, REGI. Det er forkortelser som man hurtigt lærer at kende her i Bruxelles. Det er den korte version for de forskellige udvalg – og de fire nævnte her er fire af de udvalg Asger Christensen har sat sig i.

»Lige efter valget satte vi os sammen i Venstres gruppe for at snakke om hvor vi godt kunne tænke os at være. Det var både i forhold til personlige interesser, men i høj grad også en afvejning af hvad der vil være bedst for danskerne, for det er jo deres stemmer vi skal repræsentere. Der fik jeg, heldigvis, lov at gå målrettet efter klima og landbrug. Jeg synes det er lykkedes meget godt med placeringerne, ikke kun i vores gruppe, men også for de andre grupper«, fortæller Christensen.

En af de sager Asger han lige nu arbejder med – og ja, det er meget aktuelt, for afstemningen skulle have været onsdag, men er udskudt til mandag – handler om et klimaregnskab der er ens på tværs af de 27 EU-medlemslande.

»Klimaregnskabet er jo, at man kan måle og beskrive hvordan ens produktion giver klimaaftryk. Der er vi nødt til at skulle have den samme fællesnævner rundt i hele Europa, for ikke at sammenligne pærer og bananer. Vi skal bruge den samme målestok. Der er vi heldigvis blevet enige om, at vi skal arbejde for en fælles beregningsmetode på det«, forklarer Asger og fortsætter:

»Hele landsbrugssektoren i Europa får gavn af det her forslag. Det vi har sagt hele tiden er, at når vi får det på europæisk plan, så er vi kommet langt. Det bedste havde været på verdensplan, så vi ikke skubber Sorte Per videre. Det er fint at vi har høje krav her, men hvis det betyder at man skubber produktionen ud – så har vi skudt os selv i foden to gange«

»Når vi får en fællesnævner gavner vi også de danske landmænd, fordi vi så ikke udkonkurrerer hinanden på et unfair setup. Det handler også om at man har et redskab til hvordan jeg kan gøre det bedre i morgen end man gjorde i går. Der handler det så igen om at vi ikke sammenligner pærer og bananer. Hver enkelt landmand kan med den nye model hele tiden selv arbejde med sit klimaaftryk«, lyder det fra Asger Christensen.

Tilbage før valget talte Asger og jeg omkring klimadagsordenen, en dagsorden som han også har løftet i Bruxelles. Sidst vi drøftede emnet var Asgers standpunkt klart: Det er bedre at gøre noget i fællesskab.

»Jeg siger ikke, at hver enkelt ikke skal gøre sit, for det er væsentligt, men det gavner bare mere at gøre det i fællesskab. Det er helt fantastisk, at vi i landbrugsudvalget har indgået et forlig om en reduktion på tværs af Europa, det er væsentligt bedre end at nogen gør meget samtidig med at andre ikke gør noget. Nu går vi ind i en fælles kamp«, forklarer Asger og fortsætter:

»Det gør at der er nogle lande der langtfra kan nå det her og nu, der er vi nødt til at være den behjælpelige i den proces. Det er også derfor der er oprettet JUST transition found, der skal være med til at understøtte den grønne omstilling i Europa«.

Vi kunne have talt længe, for der er virkelig mange spændende aspekter i Asgers arbejdsområder – og hele hans vinkel til arbejdet med politik på europæisk plan. Dette var blot den første, I kan læse meget mere om Asger Christensen og hans 13 danske kollegaer i Europa Parlamentet det næste lange stykke tid.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer