Niklas Landin blev den store danske helt, da Danmark efter to gange forlænget spilletid og straffekast besejrede Egypten 39-38 efter, at Mikkel Hansen fik rødt undervejs. Dermed er danskerne klar til VM-semifinalen, der spilles på fredag

Danmark fik den værst mulige start på kampen. Angrebsspillet hang ikke sammen, og egypterne straffede det prompte og kom foran 0-3,  men danskerne oppede sig. 4-4 var stillingen efter ni minutter, og så havde Danmark hægtet sig på. Den første føring kom ved 9-8, og i slutningen af første halvleg lukkede Kevin Møller af i det danske mål, og angrebsmæssigt var især Magnus Saugstrup effektiv og det gav en pauseføring på 16-13.

I anden halvleg ændrede opgøret karakter. Danskernes angrebsspil gik i stå, og egypterne scorede tre mål i træk og fik udlignet til 17-17, og det blev starten på et drama. Som konsekvens af det danske angrebsspil var forkrampet, så gik Danmark i syv mod seks, men til tider sad det ikke i skabet, som det ellers havde gjort ved andre lejligheder og derfor var stillingen 22-22 med 14 minutter igen.

Med ti minutter tilbage af den ordinære spilletid var Danmark i front med 25-23, og det kunne ligne en afgørelse, men Egypten lagde sig ikke ned og fik udlignet til 25-25. I det sidste minut havde Egypten bolden ved stillingen 28-28, men værtsnationen lavede en fejludskiftning, der blev set igennem af dommerparret, der gav egypterne en udvisning og Danmark boldbesiddelse. Boldbesiddelsen fik danskerne ikke udnyttet, og derfor var stillingen fortsat 28-28 efter de første 60 minutter.

Dermed skulle kampen ud i forlænget spilletid, som i første omgang er 2×5 minutter. Danmark kom foran 31-29 efter de første fem minutter, og det lignede en dansk sejr, men så gik der gummiarme i den for danskerne, der havde bolden med fem sekunder ved stillingen 34-33. Der blev fløjtet passivt spil på Danmark, og efter der var fløjtet kastede Mikkel Hansen bolden væk, og efter dommerparret havde set video, fik han direkte rødt kort, og egypterne blev tildelt et straffekast, som de scorede på til 34-34.

Det betød, at holdene skulle ud i en ekstra omkamp, hvor egypterne fik scoret til 34-35, men derefter var der stillingskrig og nerver i begge ender. Danmark kunne ikke få spillet til at fungere efter Mikkel Hansens røde kort, og på trods af forsøg med Morten Olsen og Jacob Holm i bagkæden lykkedes det ikke, men til gengæld faldt der en egyptisk gave ned fra himlen med et par sekunder igen. Danmark havde bolden, og skulle score for at fremtvinge straffekast, men Mathias Gidsel blev tacklet i hovedhøjde. Dommerne stoppede spillet og gik ud for at se video. Det røde kort blev hevet op ad lommen, og tilfaldt egypterne, og samtidig var der dansk straffekast, som Magnus Landin omsatte til at score til 35-35.

Som følge af den danske scoring skulle det hele afgøres efter straffekastkonkurrence. Niklas Landin lagde ud med at redde den rutinerede egypter Ahmed El-Ahmar, og det gav danskerne en overhånd. Emil Jakobsen, Magnus Landin og Henrik Møllgaard startede med at score for Danmark, men så brændte Nikolaj Øris. På Egyptens femte straffekast brændte en grædefærdig Ali Zein på Niklas Landin, og da Lasse Svan scorede på det efterfølgende danske forsøg vandt Danmark med 39-38.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer