Det ærgrer mig utrolig meget at læse artiklen om Gordon Vølunds erfaring med Byg og Miljøs sagsbehandlingstider inden for byggesager eller mangel på samme, som Fredericia Dagblad d. 3. januar valgte at bringe. 

Desværre bekræfter det mine bange anelser, for igennem årene er jeg blevet kontaktet af flere håndværksmestre og projektmagere også uden for Fredericia, som har ytret deres frustrationer over den måde, som Fredericia kommune har behandlet dem på, når man har søgt en byggetilladelse. Det er typisk de lange og besværlige processer samt helt urimelige og unødvendige krav, der er blevet fremhævet. 

Flere af dem har opgivet samarbejdet med Fredericia kommunen og er i stedet begyndt at investere i andre og mere samarbejdsvillige kommuner, andre vil helst ikke lave for meget larm, i frygt for at blive sat bagerst i køen. Andre igen, nævner det samme som Gordon Vølund, ”det virker nærmest personligt, som konger der kun ønsker at vise sin magt”. 

Jeg har et par gange rejst problemet i udvalget, men er blevet mødt med en mistro, fordi statistikkerne viser, at vi i bruger mellem 30 og 49 dage på en sagsbehandling.  Problemet med den måde, at føre regnskab på er at man bruger ”skakurs-metoden”, dvs. man tæller kun den tid man bruger internt, og ikke al den tid som arkitekterne igen og igen bruger tid på, pga. urimelige og unødvendige krav fra sagsbehandleren. 

Jeg har set det arbejde Gordon Vølund udfører og det er imponerende arbejde, og der bliver ikke sparet på noget. Hvis disse typer forlader Fredericia, vil vi miste noget dyrebart i vores by, vi vil både blive uinteressante og meget fattigere. 

Jeg ved godt at det ikke er alle der oplever den problemfyldte sagsbehandling som FD påpeger i avisen. Typehuse er som regel en formsag og går glat igennem. Store byggerier som Google og Pensionsselskabernes investeringsbyggerier samt mange almen boligselskaber, bliver ligeledes båret igennem. Men rigtig mange små investorer, som bor i vores by og ønsker et Fredericia i vækst, har den opfattelse, at de bliver kastet ind i en næsten umulig situation, og den kritik skal vi kunne håndtere professionelt i kommunen så de også føler sig lige for loven.

Derfor er det yderst vigtigt at forvaltningen agerer som et serviceorgan, som så vidt muligt hjælper og vejleder inden for lovgivningen, da kommunen er alle fredericianeres eje.

Jeg vil opfordre alle dem der har, og har haft negative og problematiske byggesager til at kontakte enten mig eller en man har tillid til i By- og Planudvalget, fordi der nu SKAL tages hånd om den umiddelbare forskelsbehandling, som vores lokale håndværksmestre og projektmagere nævner overfor mig. 

Vi skal i fremtiden have styrket tilliden og samarbejdet mellem byggesagsafsnittet og investorerne.

Følg
Notikation om
guest
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Jens Jørn Pedersen
Jens Jørn Pedersen
18 dage siden

Kan vi ikke snart få ryddet op i dette socialdemokratiske pampervælde?

Morten Olsen
Morten Olsen
18 dage siden

Det er trist læsning og det begrænses desværre ikke kun til projektmagere/investorer og håndværkere.
De private får selv samme behandling og må trækkes igennem samme mængde af urimelig behandlingstid, hvor der kræves tilnærmelsesvis fuld projektering, før end kommunen ville indgå dialog omkring opgaven. Denne fremgangsmåde vil i mange tilfælde vil kunne betyde store omkostninger for omprojektering eller i værste fald at projekter må opgives pga manglende forhåndsdialog. Og lige netop forhåndsdialog, er noget som man kraftigt opfordre ansøgeren om, inde på kommunens hjemmeside. Problemet er bare at den ikke eksistere i min verden. For vis kommunen forventer et færdigprojekteret projekt som grundlag inden man kan have en dialog, så har dialogen ingen relevans og projektet kunne ligesågodt overgå til byggeansøgningsprocessen. Men med kommunens taktik, vinder man selvfølgelig tid for sig selv, ved at holde ansøgeren hen i en udefineret boble og derved holde projektet uden for statistikken omkring sagsbehandlingstid, hvor man teoretisk set kan behandle det uden for systemet før det indsendes officielt på byg og miljø. Herefter kan kommunen så finpudse behandlingen og afslutte inden for normtallene.

Med min egen baggrund i byggebranchen og mit netværk heraf, så kan jeg også bekræfte om flere tilfælde af arkitekter fra andre kommuner, som afviser kunder som ønsker at udføre projekter i Fredericia kommune, fordi de ikke ønsker at skulle arbejde sammen med Fredericia kommunes byggesagsafdeling.