Jeg læste en artikel i Fredericia Dagblad lørdag d. 26. september 2015, hvor det fremgår, at de tiltag som Shell og Fredericia Kommune har lavet for at stoppe forureningen på Østerstrand, ikke har haft nogen virkning. Der var ingen spor af olie i nogen af de tiltag de har lavet!

Det fremgik også, at der var en forurening i påsken 2015.

Så en af de konklusioner,som dem der har undersøgt det kommer med er, at det kan være at utæthederne bare har sat sig.

Så siger jeg bare “Goddag mand økseskaft”!

I den tid jeg var ansat som håndværker hos naboen Kemira, bestod mit arbejde blandt andet i at reparere de utætheder, der opstod i deres tanke og beholdere. Jeg har aldrig været udsat for, at de bare satte sig af sig selv.

Det som jeg så må konkludere er, at dem som har lavet disse undersøgelser, enten ikke ved hvad de taler om, eller også VIL de ikke se noget. Det er et faktum, at der er en forurening, men nu kan de åbenbart ikke finde den? Så kan man jo godt komme til at tænke på situationen i Østtyskland før muren faldt, hvor de ikke måtte udtale sig. Det har jo før været fremme, at byens byrådspolitikere i deres konstitueringsaftale har indført, at de skal tale byen op, og at der ikke må komme negative ting frem om Fredericia i denne valgperiode.

Jeg har før haft den tanke, især efter at en ingeniør fra DONG i 2014 var ude at udtale, at de havde sparet 60 millioner kr., fordi grunden, under det nye tiltag på Terminalen, ikke var så forurenet, som man havde forventet.

Efter det har jeg fået den tanke, at de selv har skaffet sig af med forureningen. Jeg er næsten sikker på, at de har pumpet olien ud i et eksisterende rør, der i sin tid blev lagt ned på Shell-Terminalens grund, og ført ud midt i strømmen i Lillebælt. Olieforureningen har lagt sig ovenpå grundvandet, og jeg mener, at de derfor pumper det olieholdige overfladevand ud i Lillebælt. Det omtalte rør blev lagt ned, for at Superfos kunne føre et gips affaldsprodukt ud i strømmen i Lillebælt, hvor det så ville blive opløst.

Men det viste sig, at det ikke blev opløst. Ved visse strøm- og vindforhold kom det retur til Østerstrand. Det er det samme, der sker nu, men nu er det bare olie i stedet for. Det der indikerer, at forureningen kommer udefra, er den bredde på ca. 1 km. strand, som den store forurening havde inde på land. Det var jo meget belejligt, at forureningen forsvandt, da den stod i vejen for dem selv. Motivet var desværre ikke, at de ville overholde loven, og fjerne forureningen for at skåne miljøet. Desværre er det kun profit, det drejer sig om. Så i stedet for at fjerne forureningen flytter man den nu bare ud i Lillebælt.

I 1975 så jeg med mine egne øjne olieforureningen på Shell. Dette er nu fortsat i mindst 40 år, så det er svært ikke at få den tanke, om der nu er ligeså meget olie i undergrunden som i tankene?

For det er jo ikke kun grundvandet, der er forurenet. Selve jordlagene under tankene er jo også forurenede. Og hvem siger, at forurening kun trækker til den ene side? Hvorfor har ingen bekymret sig om, hvordan det ser ud under byen? Når grundvandet trækker op i kældre flere steder i byen, så er det kulsort?

Jeg er en ældre mand på 77 år, som kun har gået i skole i 7 år. Hvorfor er der ingen af alle de lærde i byen, som bekymrer sig om ovennævnte problemer?

Ib Nielsen, Plantagevej 18, Snoghøj, 7000 Fredericia