Jeg blev så glad da jeg hørte, at det var lykkedes at lave en ordning i to år, hvor mennesker i Kolding Kommune på 67 år og derover, kan købe et årskort til bybusser og rutebiler for 400 kr.

Det er virkelig en god ide, som vil glæde rigtig mange. Jeg tror det kan medvirke til, at nedbryde ensomhed og få flere ud og opleve de mange tilbud der er i vores kommune.

Jeg kunne godt tænke mig, at ordningen også skal omfatte førtidspensionister. Førtidspensionen er ikke stor. Der er mange i denne gruppe med en trængt økonomi. Så her ville et billigt buskort være en kærkommen håndsrækning. For også førtidspensionister har brug for at komme ud, få brudt ensomheden og deltage i forskellige aktiviteter.

Nu er jeg opstillet som byrådskandidat for Dansk Folkeparti. Jeg vil gøre det til en af mine mærkesager, at også førtidspensionister skal med i ordningen med buskort i et år for 400 kr.

Susanne Hvid Hansen
Buschauffør og byrådskandidat for Dansk Folkeparti
Kingosvej 15
6000 Kolding