Jeg har som bisidder gennem 7 år undret mig over, hvordan man fra politisk side igen og igen har sparekniven ude efter ressourcesvage, psykisk sårbare og kronisk syge danskere, når man som indvandrer, asylansøger eller flygtning kan komme og få alt uden at på noget tidspunkt at har bidraget til det danske samfund?
Hvorfor skal danskerne trækkes igennem det ene ressourceforløb efter det andet, hvor mange ender med at dø under forløbet, alt imens de ovenfor omtalte, med en lægeerklæring i hånden, kan nægte at arbejde eller lære dansk og alligevel få deres krav opfyldt, hvor sagsbehandlerne i kommunerne nu er ude at sige, at vi er mere rundhåndede overfor de fremmede end overfor danskere. Uanset hvor mange speciallægeerklæringer danskere kommer med, så gælder de ikke. Så spørger jeg, om der er to lovgivninger på det område i Danmark. En for danskere og en for de fremmede?
At danskere dør under deres påtvungne ressourceforløb, det er der ingen politikere, der reagerer på? Ej heller regionerne, som jeg ellers anser for at have det øverste ansvar for danskernes behandling. Eller mangel på samme?
Hver dag hører vi om handicappede eller udsatte danskere, der søger om en bolig. Men de får afslag fra deres respektive kommuner, med den begrundelse, at de selv må finde noget, da de boliger de har, er forbeholdt  flygtninge. Vi har oven i købet opstillet teltbyer, der her været opvarmet hele vinteren i tilfælde af, at der skulle dukke nogen asylansøgere op, men give en hjemløs lov til en overnatning, da det var allermest kold, var ikke muligt. Det kalder vi i Danmark næstekærlighed? Flygtninge og migranter har ret til og krav på en bolig, men det har syge og udsatte danskere ikke?
Politikerne accepterer flerkoneri og barnebrude i Danmark. Vil det så sige, at det nu også er tilladt for danskere? Eller går ret og pligt kun den ene vej?
Jeg spørger hermed politikerne om, hvordan de tror, vores opfattelse af de fremmede vil blive fremadrettet? Hvor i menneskerettigheds konventionen står der, at et lands egne borgere skal tilsidesættes og de nyankomne tilgodeses? Hvor længe tror I politikere, at danskerne finder sig i den forskelsbehandling, der udvises i kommunerne?
Mon ikke vore forfædre ville rotere i deres grave, hvis de så, hvordan Danmarks politikere forvalter det, forfædrene har opbygget gennem hårdt slid i mange generationer? Det kan vel  efterhånden ikke undre nogen, at politikerleden lever i bedste velgående. Jeg græmmes og frygter i den grad for Danmarks fremtid.
Karen Møberg
Blåhøj 12
Fredericia