Danmark er blevet kastet ud i en helt ny og anderledes situation. Alle lærere er sendt hjem for at arbejde – og eleverne det samme. Dermed forsvinder klassekulturen, mødet mellem lærer og elev og hvad der ellers hører til i en skoledag. Lærerne arbejder hårdt for at give bedst mulig undervisning, fortæller formand for Fredericia Lærerkreds, Per Breckling.

“Alle lærere er sendt hjem og skal arbejde hjemmefra. Så er der etableret nødpasning af de ganske få elever der er der, så de får nødundervisning. Det er samlet på én skole i hvert distrikt, fordi det er meget få. Resten af lærerne har nødundervisning af deres elever, det er aftalt i lærerteams hvem der gør hvad i hele den her situation”, fortæller Breckling, da han bliver spurgt ind til status for hans medlemmer.

“Nødundervisning er fuldstændig nyt, så det skal man prøve. Man mangler relationen og fællesskabet i klassen. Derfor sker der en udvikling i øjeblikket, hører jeg, der bevæger sig fra den skriftligt orienterede undervisning til på forskellige platforme at man forsøger at få en videokontakt, en billedekontakt med eleverne så man kan sige hej til hinanden”, forklarer han og fortsætter:

“Det foregår stadig under udvikling, så det er ikke alle der har det. Det er ikke alle IT-redskaber alle har til rådighed og heller ikke alle er uddannet til det her. Det er en nødundervisning der udvikler sig og bliver justeret til – også på baggrund af tilbagemeldinger fra forældrene”.

“Lærerne har stor forståelse for, at forældrene ikke er lærere når de sidder hjemme og underviser børn. Der er også stor forskel i niveauer, så man skal kunne meget. Det skal passe både til den enlige mor med tre børn i tre aldersklasser – og læreren der er derhjemme og har et barn. Så der er meget forskel i det, så vi tilpasser og justerer”, supplerer han.

I 2013 var der også en periode, hvor der ingen undervisning var på skolerne overhovedet. Hvilke konsekvenser og ting kan man tage med derfra?

“I 2013 var det kommunerne der lockoutede, så der foregik ingen undervisning – heller ikke nødundervisning. Den seneste nødlovgivning på undervisningsområdet giver også store beføjelser i forhold til at justere i prøver og eksamener i forhold til hvor langt tid det her tager. Det er nødundervisning, det er ikke på samme niveau som vi plejer. Derfor vil der være et tab, men jeg tænker også at der er børn der får andre kompetencer – eksempelvis en øget selvstændighed. Man vinder lidt på det ene og taber lidt på det andet. Når vi er tilbage må vi se hvor vi er, det kan jeg ikke spå om”, svarer Per Breckling.

På nettet er der en række muligheder med læringstilbud. Det tæller både online læringsplatforme, men blandt andet har Randers Regnskov lavet en populær videobaseret biologiundervisning. Det er gode tiltag, der kan aflaste forældrene – men det kan ikke erstatte den almindelige undervisning, slår Per Breckling fast.

“Det er et af elementerne som lærerne forsøger at få med ind i undervisningen”, lyder det fra Per Breckling, da han blev spurgt ind til tiltaget fra Randers Regnskov. “Der er også en masse platforme der giver tilbud i øjeblikket. Randers Regnskov leverer et godt produkt, men det passer ikke nødvendigvis ikke ind i læseplanen for de enkelte – men det er godt tilbud ved siden af. Her har den medarbejder der er hjemsendt en mulighed for at passe noget af det arbejde man også skal levere – samtidig med at der også er lidt fagligt indhold. Det kommer bare ikke til at kunne afløse den undervisning der foregår i klasselokalet”, fortsætter han.

Tror du, at der kommer mere respekt omkring lærernes arbejde efter det her?

“Det der sker i øjeblikket er, at forældrene oplever noget af lærerens hverdag med dertilhørende problematikker. De får også et indblik i noget undervisning de ikke har haft før. Det her er et eksempel på, at når det brænder på, så står lærerne klar til at hjælpe til under svære forhold. Vi forsøger at bevare relationen til eleverne og give dem interessant og spændende undervisning. Hvis det giver en øget respekt og anerkendelse, så er det fint for mig”, svarer han afslutningsvist.

Skriv et svar