Forside Fredericia Lægaard: Kastellet fungerede så godt til Kim Larsen, at jeg ønsker mere...

Lægaard: Kastellet fungerede så godt til Kim Larsen, at jeg ønsker mere af det hele

DEL
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Fredericia AVISEN var med til Kim Larsen & Kjukken-koncerten på Kastellet i lørdags. Koncerten var arrangeret af EventC og den var så vellykket, at jeg som kulturjournalist ønsker mig mere, ja faktisk mere af det hele.

I Fredericia oplever jeg ofte at møde folk som ikke ved hvad Kastellet er, eller hvor det ligger. Jeg er selv tilflytter og opdagede selv mange af vores store perler efter jeg blev far. Min søn gik først på Dagmargården og er nu på Fredericia Friskole, han har vist mig mange steder, hvor han har været med børnehaven eller skolen. Selvom jeg havde lært Kastellet at kende, havde jeg aldrig været til en stor koncert dernede. Det var jeg i weekenden.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Kim Larsen på Kastellet og der havde længe været udsolgt

Jeg har haft et par uheldige oplevelser med for mange mennesker og for lidt plads til de sidste par års Rock Under Broen, så jeg frygtede lidt en gentagelse eller måske en forværring på Kastellet.

Men lad mig starte med at sige, at jeg blev særdeles positivt overrasket ved ankomsten. Jeg ankom i god tid før koncerten og havde ingen problemer med at komme ind, det hele gik glat og kontrollen var høflig. Da man kom ned i selve gryden, som man måske godt kan kalde Kastellet var det hele stort og overskueligt. Selvom jeg kom i god tid havde mange allerede taget plads oppe foran scenen.

Dommen

Jeg havde hele tre muligheder for at se koncerten efter i sømmene, en som fotograf i graven som det hedder de første meter mellem scene og publikum, to som VIP-gæst med spisning og selvfølgelig tre, koncertgæst.

1 – som fotograf, det var en forholdsvis nem opgave, Kim Larsen ønskede kun at man måtte fotografere de første to numre af koncerten. Adgangen til graven var let og få minutter efter sidste skud, stod man tilbage blandt publikum. Det var en meget professionel behandling af fotograferne fra alle fremmødte medier.

2 – som VIP gæst, det var en meget positiv oplevelse, jeg fik flere af de populære netværkssnakke under mere løse forhold end normalt. Jeg fik dejlig bespisning fra Perhaps, og så var der nem og hurtig adgang til baren. Måden som Kastellet er bygget op på gjorde, at selve VIP-området nærmest var placeret “gemt væk”, bag ved siddetribunen, det synes jeg var et klogt træk. Baren i VIP havde udskænkning både fra pladsen og inde i bagområdet det fungerede super fint, så dem med VIP-armbånd ikke mistede koncerttid, når de skulle have en ny fadøl.

3 – som koncertgæst var jeg også meget tilfreds. Lad os starte med toiletforholdene. Det var nemt og hurtigt at komme på toilettet, hvilket er vigtigt for en god koncertoplevelse. Det så heller ikke ud som om, der var stor kø ved hverken mad eller ølboder, og så var der god stemning overalt. Pladsen var så stor, at man selv kunne vælge, om man ville stå som sild i en tønde foran scenen, stå lidt tilbage eller helt langt tilbage hvor pladsen var meget fri og man stadig kunne høre musikken højt.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Selvfølgelig var det svært, når 6000 mennesker skal ud det samme sted, det læste jeg der var lidt brok over. Jeg gik også i kø, men man skulle ikke gå i kø ret mange meter før end Fredericias snorlige gader sendte alle folk i forskellige retninger. Der var også en del gratister, der havde fundet plads uden for hegnet på Voldene til kastellet. Set i bakspejlet, når der nu var udsolgt, så syntes jeg, at det gav en fed kulisse. Det er ikke sikkert, at arrangørerne og dem der har købt billet, er enige, men for mig fik folket Larsen.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Det er sådan en aften, hvor jeg er imponeret over Fredericia, hvad vi kan og i særdeleshed, hvad Kastellet kan. EventC har vist mig, at Kastellet kan noget, og som kulturjournalist tør jeg godt sige, at Kim Larsen-koncerten var mere en godkendt.

Jeg har tidligere skrevet, at Kastellet burde have en fast amfiteaterscene til skuespil og musicals og mindre koncerter. Med 6000 mennesker foran den gamle hankat Larsen på en stor opstillet scene, er der stadig plads til den drøm om en amfiteaterscene. Kastellet kan rumme meget mere, måske faktisk mere, end vi kan forestille os. Det kræver naturligivs tilladelser og godkendelser, da vi er på område, hvor historien bestemmer.

https://v2.billetten.dk/index/eventdetails/eventno/69163?