Liberal Alliances kandidat til Fredericia Byråd, Poul Rand, mener ikke, at de siddende byrådsmedlemmer lægger den nødvendige indsats. Han mener, at de ved for lidt om hvad de laver – og at de laver for lidt for deres løn. Der skal mere åbenhed til, både i arbejdet og økonomien.

Det er ikke mange rosende ord Liberal Alliances Poul Rand har til overs for de siddende byrådsmedlemmer. Han mener, at der bliver puttet for meget med tallene, således at borgerne ingen chance har for at følge med.

– Jeg vil kæmpe for ærlighed og åbenhed i hele den kommunale forvaltning OG i kommunalbestyrelsens arbejde. Det er ikke til diskussion. Tallene skal lægges åbent frem. Der er skruet sådan sammen nu, at det er umuligt for en almindelig borger, den borger der betaler festen, ikke har en chance for at forstå det, siger Poul Rand.

– Man kan ændrer det ved at opstille det som et gammeldags regneark, hvor det bliver specificeret ud fra de forskellige områder. Alle afdelinger skal med, uden undtagelse. Der er behov for et mere detaljeret overblik, fortsætter han.

Det er direkte uærligt

Poul Rand mener, at der bevidst bliver talt udenom fra de 21 siddende byrådsmedlemmer. Han vil til enhver tid udfordre dem til at lægge alle tal frem, for han mener at den måde det foregår på nu er direkte uærligt overfor borgerne. Det bunder i, at de ikke lægger de timer de skal og at de ved nok.

– Jeg synes ikke at de påståede 20 timer, de lægger er nok. Det er langt fra nok. Det kræver temmelig lang tid at sætte sig ind i tingene. Jeg tror heller ikke, at de alle har evnerne til det. Byrådsmedlemmerne skal lægge mere tid i det end de gør. Og har de ikke selv evnerne må de trække dem i deres bagland. De får nok i løn, siger Poul Rand og fortsætter:

– De arbejder for lidt for den. Og så siger eksempelvis Karsten Byrgesen, at han taler på et oplyst grundlag. Det er flere gange modbevist. Jeg kunne skrive 1.200 sider om det allerede i dag. Det er ikke svært at se alle modsætningerne. De siger alle sammen A og 14 dage senere siger de B.

– Det er med til at ødelægge vælgernes mulighed for at se det. Vi er nogen der ikke glemmer det, men der er desværre for mange der glemmer det, siger Poul Rand.

– Der er ikke én af de kommunalpolitikere der sidder der har lavet en efterkalkulation for at se om pengene er brugt rigtigt. Ingen ser om pengene bliver brugt fornuftigt. Sådan gør vi det i det private erhvervsliv, siger Poul Rand og fortsætter:

– Men med deres faglige baggrund, hvordan fanden skulle de gøre det? Viceborgmesteren er receptionist og har siddet på Trinity, Cecilie har et job hvor hun ikke kender mødetiden – og Karsten Byrgesen praler med at han har været officer hele livet, men han har aldrig bestilt andet end at tage imod ordre. Han har ikke taget en selvstændig beslutning. Sådan kunne jeg blive ved. Vores borgmester er ægte 3F’er, jeg tvivler på, at det er det erhvervslivet vil have.

Blå/grøn miljøpolitik og økonomisk ansvarlighed

På det politiske program er Poul Rand samarbejdsvillig, men han er meget klar på sine målsætninger.

– Vi skal have det jeg kalder for en blå/grøn miljøpolitik og det vigtigste er, at vi får den økonomiske ansvarlighed tilbage. Det er en altid samarbejdsvillig Poul Rand der går efter at blive valgt. Jeg har ved mange af vælgermøderne været placeret med min politiske modpol, venstrefløjen. Det lover godt, for vi er rimelig enige i mange ting, siger Poul Rand og fortsætter:

– De vil også gerne fokusere mere på miljøet, det er en vigtig dagsorden. Der er også flere gode pointer omkring åbenhed og ærlighed, som jeg tror vi kan finde en fælles vej på. Så jeg er klar til at samarbejde med de andre partier, selvfølgelig er jeg det. Men der er selvfølgelig klare linjer, hvor jeg ikke kan bøje mig.

– Der skal til enhver tid være økonomisk ansvarlighed. Vi skal til enhver tid arbejde med et åbent og ærligt udgangspunkt, hvor vi er ærlige overfor borgerne. Det er borgerne, der betaler gildet. Det er borgernes penge, vi arbejder med. Det skal vi have respekt for.

1 KOMMENTAR

  1. Poul Rand kommer med nogle klare udmeldinger, som måtte være en øjenåbner for enhver politiker, men de fleste politikere sidder og arbejder for egen vindings skyld, ellers ville alt se meget anderledes ud og intet være skjult, det er trods alt borgerne, som betaler og dermed har krav på, hvordan pengene forvaltes. Politikerne er som bekendt et udsnit af befolkningen, det er så ærgelig, at vi alt for ofte ser, at det er de uvidende og medløberne, som får pladsen i Byrådet, Regionen og på Borgen. Deres formåen i det private ville uden tvivl blive kortvarigt.

Skriv en kommentar