Den 24. august er der premiere på ’Kvindernes Hævn’, en hæsblæsende komedie om sex og politik, der fremføres af 16 lokale talenter mellem 16 og 28 år. Prøveforløbet er godt i gang, og de medvirkende holder nu fri frem til starten af august, hvorefter der øves så godt som dagligt.

De medvirkende har forskellige baggrunde fra teaterverden; nogle af dem er meget erfarne og har stået på scenen fra de var helt små, mens andre er rimelig nye på en scene. Og så kommer de fra syv forskellige kommuner – Kolding, Vejle, Fredericia, Haderslev, Middelfart, Vejen og Billund. Men de har alle det til fælles, at de enten spiller amatørteater eller at de er i gang med at tage en scenerelateret uddannelse – og at de er med i det nye talentudviklingsprogram, som det Fredericia-baserede Teater Malstrøm står bag.

”Normalt vælger man skuespillere efter, hvilket stykke, man vælger at spille”, fortæller instruktør Michael Hansen, ”men med Kvindernes Hævn har det været lige modsat. De medvirkende var jo givet på forhånd, og derfor er Kvindernes Hævn valgt med baggrund i de unge, og at forestillingen både kan udvikle dem og fremhæve det, de kan. Jeg er ovenud tilfreds med den gruppesammensætning, som jeg har fået. Ud over en flot ressourcekanon i skuespil, sang og dans, så er de enkeltindividuelt dejlige mennesker med kant og sjæl, der brænder for opgaverne på den rigtige måde. Jeg er sikker på at vi får taget til at lette med Kvindernes hævn.”

Talentfabrikken støttes med 300.000 kroner af Region Syddanmark, og derudover har teatret fået 100.000 kroner af Trekantområdets Festuge til opsætningen af Kvindernes Hævn. Forestillingen spiller dagligt fra 24. august frem til 4. september, og da stykket indeholder nogle pikante scener, er det uegnet for børn under 15 år.

”I den opsætning, vi laver til Trekantområdets Festuge, bliver skuespil i højt tempo kombineret med en række fede pophits, der spilles af et rigtig godt live band. Det giver stykket en rigtig høj underholdningsværdi”, tilføjer teaterleder Martin Bach Sørensen.

Faktaboks

Forestillingen ’Kvindernes Hævn’ tager på turné rundt i Trekantområdet og de unge teatertalenter kan opleves i følgende byer:
• Fredericia 24. – 26. august
• Kolding 27. – 28. august
• Billund 29. august
• Vejen 30. august
• Haderslev 31. august
• Middelfart 1. september
• Vejle 2.- 4. september

Billetter kan købes på billetten.dk

(Foto: Per Hjort / Teater Malstrøm )
(Foto: Per Hjort / Teater Malstrøm )