Det kan være hedt i en sauna. Det var det også for en flok kvinder i Børkop Svømmehal, da de i marts var til den første saunagus i Børkop Svømmehal. Efterspørgslen var så stor, at man nu har besluttet at rykke næste saunagus den 10. april over i den større herresauna og gøre det til en fælles saunagus for både mænd og kvinder.

Livredder Margit Poulsen, der står for saunagusen i Børkop Svømmehal, havde svært ved at få armene ned efter første gang:

– Jeg er mægtig glad for den gode start, saunagus fik her i Børkop Svømmehal. Der var jo udsolgt, og jeg har efterfølgende mødt flere af deltagerne, der sagde, at det var en fantastisk oplevelse. Så jeg glæder mig rigtig meget til næste gang, siger Margit Poulsen, der varmt vil anbefale at prøve saunagus.

Smurt ind i ingefær, honning og yoghurt
Hjemmefra havde Margit Poulsen lavet både body- og ansigtsskrub, som deltagerne skulle smøre sig ind i inden de skulle i saunaen. Bodyskrubben bestod af frisk ingefær, kanel, olie og siciliansk middelhavssalt. Mens ansigtsskrubben bestod af honning, kokosolie og rørsukker. Efter ansigtsskrubben havde fået lov at virke, blev der ”serveret” fed yoghurt til at berolige ansigtet med som en naturlig lotion.

Hele seancen varer cirka en time. Efter hver saunatur skal deltagerne ud under den kolde bruser.

– Hvis du nogensinde har hørt skolepiger skråle og skrige, er det intet i forhold til de skrig, der kom fra deltagerne, når de var under den kolde bruser. Men alle fulgte friskt mine anbefalinger og tog udfordringen op. Det var bare så dejligt at se, siger Margit Poulsen smilende, der samtidigt understreger, at man ikke skal vente for længe med at tilmelde sig.

Mænd vil selvfølgelig blive gjort opmærksom på, at der er kvinder tilstede i herreomklædningen i det tidsrum, hvor der er saunagus. Alle deltagere skal være påklædt til saunagusen enten med badetøj eller lændeklæde.

Det koster 30 kr. at være med, og man skal tilmelde sig senest to dage før til personalet i svømmehallen.