Forside Fredericia Kvinden bag kandidaturet: Nanna Nørholm, innovativ og eksperimenterende

Kvinden bag kandidaturet: Nanna Nørholm, innovativ og eksperimenterende

DEL
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Når Lars Løkke Rasmussen inden juni udskriver Folketingsvalg er der en ny kandidat på listen i Fredericia. Hos Radikale Venstre peger man på Nanna Nørholm som Fredericias radikale bud på et Folketingsmedlem. Fredericia AVISEN satte Nørholm i stævne til en kop kaffe og en snak om hendes livshistorie.

Nanna Nørholm er selvstændig erhvervsdrivende, så det blev til en kop morgenkaffe på en grå tirsdag. For at udfylde alle fordomme om en Radikal skulle Nanna selvfølgelig have en Cafe Latte, “det er jo segmentet” som hun selv udtrykte det.

Den forkerte uddannelse?

“Jeg er vokset op langt ude på landet lidt udenfor Ribe. Vi boede på et nedlagt landbrug, min mor var dagplejer og min far var landmand. Da min far ikke var landmand mere fik han job i foderindustrien, hvor han stille og roligt arbejdede sig op. Jeg er vokset op med mine fire søstre, en der er ældre end mig og tre yngre. Især os tre ældste har altid haft et tæt bånd, men efterhånden som mine andre søstre blev voksne er vi også blevet meget tætte. Jeg er alligevel 16 år ældre end min yngste søster” fortæller Nanna Nørholm.

“Jeg har gået helt almindeligt i folkeskole. Der er faktisk 50 års jubilæum på lørdag, og der skal jeg tilbage til Gredstedbro Skole. Jeg skal møde de gamle klassekammerater, mange af dem har jeg ikke set siden vi gik ud af tiende klasse. Jeg glæder mig helt sindssygt til at møde dem igen. Jeg tror egentlig ikke det er for at se hvordan deres liv er gået, det er nok mere følelsen af at være tilbage til dengang” fortsætter hun.

“Jeg elskede at gå i skole, og jeg var da også god til det. Men jeg brugte også meget til på at være i klub, til fester og være sammen med vennerne. Vi var også så heldige, at der blev bygget en sportshal. Der har jeg godt nok lagt mange timer. Mest med håndbold, men jeg har også både spillet fodbold, badminton og volley. Alt hvad vi kunne kommer i nærheden af at lave i hallen, det gjorde vi” fortæller Nanna.

“Jeg har egentlig hele tiden troet, at jeg ville på gymnasiet. Jeg har altid været god til at tegne, så da jeg blev færdig ville jeg egentlig helst det. Der var ingen steder hvor jeg kunne tegne i hånden, så jeg kom i erhvervspraktik som teknisk assistent. Jeg turde ikke fortælle dem, at det egentlig ikke var det jeg ville. Og så trak det da også lidt, at jeg efter to år ville stå med en uddannelse der var brugbar, og ikke kun en gymnasiel uddannelse” siger Nanna og fortsætter:

“Jeg vil ikke sige, at jeg har fortrudt det. Slet ikke. Men jeg indrømmer da gerne, at det i hvert fald ikke var særlig velovervejet. Jeg var heller ikke skide glad for det, men jeg var god til det”.

Eventyrlysten slog til

“Jeg flyttede til Grønland som 20-årig. Der var lidt en kæreste blandet ind i valget, men det var nok mig der pressede mest på. Vi endte da også med at gå fra hinanden, men jeg blev stadig hængende på Grønland. Jeg arbejdede først som teknisk assistent, men siden endte jeg i produktion i fiskeindustrien. På et tidspunkt byggede man en helt ny og topmoderne rejefabrik. Før det var det meget oldschool metoder og små produktionsfaciliteter. Men den nye fabrik skabte virkelig liv i byen, og vendte en situation med høj arbejdsløshed til det modsatte” fortæller Nanna, inden hun tager en tår af sin kaffe.

“Men jeg elskede tilværelsen på Grønland. Hele den kultur, og den medmenneskelighed. Når en havde fødselsdag var det ikke kun de nærmeste der var inviteret, nej det var hele byen der kom forbi til en kop kaffe og et stykke kage. Det var en super fed tid” fortsætter hun.

“Men jeg ville lære noget mere, jeg ville blive dygtigere. Så jeg tog tilbage til Danmark igen. Jeg stod mellem at tage på kunsthåndværkskolen eller ingeniørskolen. For at komme ind på kunsthåndværkskolen skulle man have en portfolio, og det havde jeg ikke nået. Så jeg endte med at læse til ingeniør i stedet. Jeg kom ind i Odense, hvor jeg på et adgangskursus mødte min mand, Peter. Jeg blev færdig som maskiningeniør med speciale i energi, hvor jeg blandt andet lavede et projekt om bølgeenergi” lyder det fra Nanna.

“Det er ikke for at hænge ham ud, men første gang jeg så min mand var iført en grøn kjole. Jeg glemmer det aldrig. Vi var til et fodboldstævne, hvor man skulle klæde sig ud. Her faldt jeg altså for manden i den grønne kjole” siger hun med et grin.

Affald blev levevejen

“Allerede før jeg var færdiguddannet havde jeg egentlig fundet mig et job. Utroligt nok, for dengang var det svært at finde arbejde. Det er nok også derfor, at jeg med det samme sagde ja. Jeg fik arbejde på Kommune Kemi i Nyborg. Her arbejdede jeg med viden om farligt affald, at fortælle og sælge vores viden. Det var super spændende” siger Nanna og fortsætter:

“Til en start pendlede jeg fra Odense, hvor Peter og jeg havde en lejlighed. Men allerede inden vi flyttede sammen havde vi købt vores første scooter, en Vespa selvfølgelig. Og siden har det jo været Peters store passion. Vi havde fyldt den lille garage med dele, vi var sågar begyndt at fylde dele ud i den fælleshave. Men da vi fandt et nedlagt landbrug lidt udenfor Nyborg, så slog vi til. Der var plads til både Vespa-dele, bil og børn”.

“På et tidspunkt blev der en ledig stilling i udviklingsafdelingen. Det er det jeg helst vil, innovation og udvikling. Der var jeg i 4 år, og det var skide sjovt. Vi var nede at at opbygge et udviklingscenter, vi byggede testanlæg, laboratorier og sådan. Jeg stank af tjære, men det var super sjovt. Vi arbejde meget med hvordan vi udnytter ressourcerne bedst – og det har jeg så taget med mig i politik” fortæller Nanna.

Indtog designskolen, men valgte affaldet igen

“Jeg vendte tilbage til det med valget om kunstner eller ingeniør. Så jeg søgte faktisk ind på designskolen, og tænkte at det kunne der da ikke ske noget ved. ‘Så ser jeg hvad der sker’ tænkte jeg. Så kom jeg ind, og der tænkte jeg bare fuck fuck fuck. Jeg havde et godt job, men jeg endte med at sige det op og starte på designskolen,” fortæller Nanna og fortsætter:

“Men jeg var der faktisk kun ét semester, jeg rejste fra Nyborg til Kolding, og hele min SU gik til togbillet. Jeg var 37 år gammel, så der var ikke noget ungdomskort. Der havde jeg to rimelig små børn også, så jeg skulle være effektiv når jeg var på skolen. Alle mine klassekammerater havde en helt anden døgnrytme, så det ville blive fem lange år. Noget af det der gjorde jeg stoppede var, at jeg kunne se jeg kunne være med. Det var nok egentlig det største for mig. Det kunne have været en vej, så det var ikke forkert set. Men det var ikke det jeg ville. Så jeg har ikke sørget over ikke at være fortsat”.

Elsam bragte familien til Skærbæk

“Da jeg efterfølgende skulle have job, så søgte jeg verdens kedeligste jobopslag hos Elsam: ‘Maskiningeinør med viden om affald’. Det var virkelig et kedeligt jobopslag, men jeg skulle jo have et job, så jeg søgte. Jeg kom til samtale og projekterne var vildt fede. Det her bliver fandme sjovt tænkte jeg” lyder det fra Nanna, inden hun fortsætter:

“Det har været sindssygt sjovt. Jeg havde et fantastisk job. Jeg pendlede et års tid, og jeg kunne ikke holde ud at jeg aldrig hentede børnene eller noget. Enten skulle jeg finde nyt job eller flytte. Vi fik tilbudt et medarbejderhus i Skærbæk, og det takkede vi ja til med det samme. Der var egentlig ikke så meget overvejelse. Der boede vi så i omkring halvandet år, inden vi købte vores eget hus i Skærbæk også”

“Hvis ikke det er sjovt, så kan jeg næsten ikke være i det. Jeg synes det er fantastisk at dykke ned i noget, arbejde i et team. Selvom vi stod og gravede affald, ja vi stod nede i affaldet med en skovl og gravede, så var det sjovt stadigvæk. Vi grinte bare. Man bliver også lidt stolt, når jeg kan se at de ting vi lavede har dannet grobund for et kæmpe anlæg i Manchester” lyder det fra Nanna.

Ledelsesvejen gav livet et twist

“På et tidspunkt ved DONG var der så mange organisationsændringer. Jeg var allerede begyndt på ledervejen, så da der blev opslået en stilling som affaldschef i Kolding Kommune søgte jeg den. Der var jeg et par år, hvor jeg havde ansvar for genbrugspladserne, dagrenovation og hvad der ellers lige hørt eunder den kategori. Der var også en stor opgave i samarbejde mellem kommunerne, hvor der var også meget innovation i hvordan vi kunne optimere” fortæller Nanna.

“Jeg blev lidt syg, det var måske for meget for mig med et helt nyt område. Så jeg tænkte jeg ville back to basics. Jeg endte på Teknologisk Institut, hvor arbejdsopgaven primært er at være konsulent. Det var meget selvstændigt, og jeg sætter meget pris på at være en del af et fællesskab. Så jeg var der et halvt års tid, inden jeg tænkte at det kunne jeg også klare for mig selv. Det blev startskuddet til at være selvstændig” fortsætter hun.

Hårdt arbejde har givet en velfungerende virksomhed

“Jeg ville bare gerne være alene, men der var tre fra Skærbæk der af forskellige årsager stod og skulle noget andet. Så de ville gerne gå ind i et fælles konsulenthus. Der gik cirka to måneder med forskellige firmaer, men derfra gik vi til et fælles. MultiKant hedder det” siger Nanna og fortsætter:

“Vi har haft firma nu i tre år. Jeg arbejder rigtig meget omkring cirkulær økonomi, både strategier og grønne planer for virksomheder og det offentlige. Vi har kontorer på pakhuset i Kolding, det er super fede lokaler. Det er bygget som et kontorfælleskab, med Business Kolding, SDU og en god blanding af virksomheder. Det var et godt sted for os at starte, og det har givet et godt netværk”

“Noget af det vi også laver et IT-værktøjer, hvor vi kan styre workflows. Både administrativt og som en del af produktionsgangen. Det er vi faktisk ret gode til. Vi troede næsten ikke kunne komme til at være booket to måneder frem, men det er vi altså nu. Efter tre år er vi godt på plads. Vi er fusioneret med vores samarbejdspartner fra København, der i 9 år har haft sit eget firma. En af de oprindelige er så sprunget fra, så nu er vi fire partnere i virksomheden” slutter Nanna.

http://perhaps.dk/