Den 15 januar 2021 fejrede Kurt Halvorsen 25 års jubilæum hos Bankdata. Han er en mand, der er enormt engageret i sit arbejde, og som ser forandringer og samarbejde som vigtige punkter for udviklingen af Bankdata.

Siden Kurt Halvorsen i 1996 blev ansat i Bankdata, har han været tilknyttet ni stillinger – blandt andet Agil Coach, Scrum Master og projektleder. Først blev han dog ansat som systemudvikler i udviklings- og driftsafdelingen KLB – Kunde & Lånesagsbehandling.

Egentlig havde Kurt Halvorsen set sig selv i metodeafdelingen, men som nyuddannet datamatiker, vurderede de ansvarshavende ledere på det tidspunkt, at han skulle have mere erfaring inden han kunne være med til at ”forandre organisationen gennem arbejdet i metodeafdelingen” som han selv forklarer det.  

Mange kompetencer

Ved årsskiftet i år 2000 blev Kurt Halvorsen ansat som metodekonsulent i netop metodeafdelingen. Noget han i fem år stræbte efter. Her så Kurt Halvorsen det første svar på moderne og agile principper indenfor IT udvikling, som vi kender det i Bankdata i dag. Det betød tættere samarbejde med kunderne om udviklingen af produkterne til Bankerne, hvilket også var startskuddet til det tætte samarbejde som Bankdata i dag har med ledere og medarbejder fra Bankerne.

Som metodekonsulent har Kurt Halvorsen haft mange forskellige roller: instruktør, underviser, facilitator, mentor, projektleder og tovholder for flere tværgående kompetencegrupper.

Efter stillingen som metodekonsulent har Kurt de sidste otte år været ansat som projektleder i flere udviklingsafdelinger.

Kurt Halvorsen har altså ikke skortet på initiativ eller arbejdsiver i sit 25-årige arbejdsliv hos Bankdata. I dag er han Senior Consultant i Cost Transformation initiativet – Knæk Kurven.

”Det er jeg meget glad for, ” fortæller Kurt Halvorsen.


Hvorfor lige Bankdata?

Det stod ikke skrevet nogen steder, at Kurt Halvorsen skulle tilbringe 25 år hos Bankdata. Ifølge Kurt er der over de seneste 25 år sket en naturlig og sund udvikling i IT-virksomheden og organisationen Bankdata. Det var det, der tiltrak Kurt Halvorsen.

”Forandringer og tilpasninger var og er en konstant faktor i Bankdata, hvilket passede mig godt. Jeg har gennem alle årene haft mulighed for skiftende arbejdsopgaver og funktioner, hvor der har været plads til – og stillet krav om – personlig kompetenceudvikling, ” fortæller han.

Menneskelige relationer

’Vi skaber fremtidens bank’. Sådan lyder Bankdatas vision. Det kræver, at virksomheden konstant er i bevægelse og i trit med samfundsudviklingen og kundernes behov, mener Kurt Halvorsen. Han påpeger desuden, at produktionsapparatet skal følge med tiden og være moderne.

”Bankdatas vigtigste og absolut største ressource hertil er mennesker. Moderne IT udvikling er baseret på, at kompetente og IT fagligt dygtige kollegaer samt kunderepræsenter indgår i et tæt og forpligtigende samarbejde om udvikling, implementering og drift af IT løsninger til kundernes og brugeres bedste, ” fortæller Kurt Halvorsen.

Kurt Halvorsen har sin egen version af Bankdatas vision, nemlig: ’Vi skaber og er fremtidens IT medarbejdere i den danske finansielle sektor’.

Kærlig husbond og keglemester

Kurt Halvorsen er gift med Karen Margrethe Halvorsen. De bor i Erritsø i Fredericia og holder begge af at være sammen med deres fire børnebørn. Når Corona-krisen er ovre, håber de på, at kunne planlægge deres næste store rejse med deres børnebørn, børn og svigerbørn. I starten af 2021 hed destinationen Thailand, men det satte Corona-krisen en stopper for.

Udover at bruge tid sammen med familien, bruger Kurt Halvorsen tid på bowling. Faktisk har han spillet i over 45 år. I de år har han nået at være spiller, men også leder, og det har budt på mange sejre og oplevelser. De seneste højdepunkter var Danmarks Mesterskabet i 2018 og landsholdsdeltagelse i 2017.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer