Går man med en iværksætter i maven eller vil man bare høre andre iværksætteres historie, så afholder Business Fredericia i samarbejde med Middelfart Erhvervscenter et kursus over seks aftener, hvor man får rigeligt med mulighed for at udveklse erfaringer og netværke.

Over de seks aftener kommer blandt andet til at høre Ronni Høirup fra 7K Medias iværksætterhistorie, ligesom der også kommer fagpersoner holder oplæg.

“Vi har nogle eksterne rådgivere inde over som er fagspecialister indenfor jura, økonomi, A-kasse osv. De giver deres besyv inden for det emne, som de er specialiseret i,” siger erhvervskonsulent i Business Fredericia, Stephen Bihl, som tidligere har haft lignende kurser, hvor der har været succes med deltagere, der har udnyttet netværket:

“Det er superfedt, at de taler sammen og netværker. I foråret lavede vi konceptet lidt om, så der blev lidt speed dating. På en aften er der tre rådgivere, hvor man så kommer rundt til dem på deres station og så roterer man rundt og på den måde kommer man tættere på fagpersonen.  Hvis man sidder mange til samme oplæg er nogle måske tilbageholdende, men her får man mulighed for at komme dybere ind i tingene,” siger Stephen Bihl.

Hvordan tog kursisterne mod det?

“Kursisterne synes, at det er fedt og den gode nyhed er, at nogen ”sidder over”, men de bruger det til at netværke og os fra erhvervscentrene får talt bedre med dem. Det er en god model, synes jeg,” fortæller Stephen Bihl og understreger, at man ikke behøver at have et CVR-nummer for at deltage:

“Hvis man ikke har et CVR-nummer, kan man jo høre om man skal tage springet eller ej. Man kan sagtens hoppe ind i det helt uanset, hvilken baggrund man har. Aldersmæssigt spænder det bredt og det gør, at de kan bruge hinanden på kryds og tværs. Sidste gang var den yngste 17 år og den ældste var 65 år. Den ældre person har livserfaring, mens den unge eksempelvis har mere styr på de sociale medier,” siger Bihl.

Hvor vigtigt er det, at I har folk udefra til at komme med oplæg?

“Nogen gange giver det mere mening, at det er juristen selv. Jeg kunne eksempelvis godt gøre det selv, men jeg er ikke uddannet til det, så det giver bedre mening at det er ham og så får iværksætteren sat ansigt på en måske kommende rådgiver. På den måde er det win-win,” siger Stephen Bihl og slutter af med at komme ind på tilbagemeldingen fra de foregående iværksætterkurser:

“Folk er generelt glade, og synes det er fedt. De får god viden og det får vi tilbagemeldinger på. Andre anbefaler andre at tage kurset, men man skal huske på at folk har forskelige værktøjer i kufferten i forvejen.”

Læs mere om Business Fredericia og Middelfart Erhvervscenters kursus ved at klikke her.

https://www.facebook.com/menyfredericia/