I oktober 2014 gik fire kunstnere sammen for at afdække muligheden for etablering af et grafisk værksted i Vejle. Allerede ved årsskiftet 2016, med støtte og velvilje fra Vejle Kommune var lokalerne på plads, og startkapital til et nyt kapitel i kunstlivet i Vejle. Værkstedet er placeret i hjertet af Vejle by på Banegårdspladsen, med en flot og inspirerende udsigt, samt midt i byens puls.

– Foreningen GrafiskVærksted Vejle er en forening af professionelle og aktive kunstnere, samt personer der brænder for det grafiske udtryk. Vi skal være en platform, hvor kunstnere mødes omkring det grafiske arbejde, viden deles og videreudvikles, skriver bestyrelsesformand Helle Koch på vegne af foreningen i deres pressemeddelelse.

Croquis, tegneaftner og kurser

Endvidere vil foreningen lave kurser, foredrag og workshops. Samt etablere projekter og samarbejde indenfor børne- og ungekulturen. Der bliver forhåbentlig mange andre tiltag, når værkstedet kører, kunstnere mødes og ideer opstår.
Der er allerede planlagt croquis første gang er d. 21. maj. Der vil blive en mindre udgift til modellen. Har man spørgsmål så kan Anna Erbou kontaktes på tlf. 61680880

I oktober 2015 afholdt foreningen workshop for medlemmer på Kirsten Kjær Museet. Det var en stor succes og lignende tiltag vil komme.

– Vores mål er at etablere et værksted af en standard, hvor professionelle kunstnere kan arbejde med grafikken. Det tager tid at løbe nye store tiltag i gang, men vi er godt på vej. Vejle Kommune har bevilget en pose penge til at starte på, og vi er i gang med at ansøge fonde o.l. om penge til en stor presse, samt professionelt værktøj, så vi kan dække flest mulige teknikker indenfor det grafiske felt.
Vi har kontakter til grafiske værksteder i Danmark og arbejder for at udvide kontakterne til udlandet.

Bliv medlem
– Nye medlemmer, uanset hvor man kommer fra, er meget velkomne. På nuværende stadie er det en oplagt mulighed for nye medlemmer at være med til at præge værkstedet og skabe værkstedsånden. Man kan gå en tur forbi vores hjemmeside, og læse om værkstedet, Grafiskværkstedvejle.dk. Samt følge værkstedet på facebook Grafiskværksted Vejle. Alle er velkommen til at kontakte undertegnede på 29906911 eller maile til grafiskvaerkstedvejle@gmail.com. Foreningen har hårdt brug for støttemedlemmer. Til det lille beløb af 200 kr. om året udloddes årligt 10 grafiske værker, slutter bestyrelsesformand Helle Koch.