Søndag den 23. februar kl. 15 vil man kunne høre to af Danmarks bedste klarinettister John Kruse og Mathias Kjøller i Tøjhuset sammen med pianist Søren Rastogi
De vil spille fire værker for to klarinetter og derimellem vil de spille nogle af deres yndlingsstykker hver for sig sammen med Søren Rastogi.

John Kruse har været soloklarinettist i Odense Symfoniorkester og Det Kongelige Kapel i sammenlagt mere end 30 år.

John Kruse har indspillet adskillige CD’er, bl.a. Mozarts og Carl Nielsens klarinetkoncerter og klarinetkvintetter af Mozart og Brahms. John Kruse har siddet i juryen ved de første fem udgaver af den internationale Carl Nielsen-klarinetkonkurrence.

Mathias Kjøller begyndte at få klarinetundervisning på Vejle og Kolding Musikskole. Som 18-årig fik han John Kruse som lærer på Det Jyske Musikkonservatorium. Allerede i 2007 vandt han pladsen som soloklarinettist i Aarhus Symfoniorkester. Det var lang tid før han var færdiguddannet, da debutkoncerten fra solistklassen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium først var i 2013. I 2011 blev han udpeget som 2. soloklarinettist i DR Symfoniorkestret, men valgte at gå tilbage til stillingen i Aarhus.
Mathias Kjøller vandt hele tre priser i den internationale Carl Nielsen-konkurrence i 2013. Mathias udgav sin første CD i foråret 2018 til store anmelderroser.

Søren Rastogi er uddannet i København og Berlin. Hans debut fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium fandt sted i 2005. Han har siden været meget efterspurgt både herhjemme og i udlandet som solist, kammermusiker og akkompagnatør. Søren Rastogi har især et tæt samarbejde med førende skandinaviske sangere.

Programmets første afdeling vil blive rammet ind af Mendelssohns to Koncertstykker for to klarinetter og klaver. Derimellem kommer der musik af Mendelssohns to gode venner, Robert Schumann og Carl Reinecke.

Efter pausen er der fransk og italiensk musik: Poulencs to sonater for henholdsvis to klarinetter og for en klarinet og klaver samt Debussys drømmende Rhapsodie. Koncerten afsluttes med Ponchiellis festlige Il Convegno for to klarinetter.

Entré: For medlemmer: 100 kr. For øvrige: 150 kr. Børn og studerende har gratis adgang.  

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer