Balladen omkring Herlufsholm i kølvandet på TV2s dokumentar og den efterfølgende debat får nu flere konsekvenser. Først blev rektor fyret, så gik bestyrelsen og nu trækker Kronprinseparret sine børn ud.

– Som vi tidligere har meldt ud, er vi dybt rystede over de beretninger, der er kommet frem om Herlufsholm den seneste tid. Vi har også gjort det klart, at vi som forældre til et barn på skolen forventer, at skolen gør det, der skal til, for at rette op på de uacceptable forhold. Oplysningerne i den netop offentliggjorte foreløbige afgørelse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet retter en særdeles hård kritik fra en statslig myndighed mod Herlufsholm, og stiller krav til skolen på flere niveauer, ikke mindst ledelsesniveauet, skriver Kronprinseparret

– Spørgsmålet om vores søn Christians og vores datter Isabellas skolevalg har fyldt meget for os, og den ulykkelige sag har bragt mange og stærke holdninger i spil i offentligheden. Det er helt forståeligt, når det handler om børn og unges trivsel. Samtidig har det været vigtigt for os at stå ved vores grundtanke om, at store beslutninger skal træffes på et oplyst grundlag. Det grundlag har vi nu, uddyber de på Kongehusets hjemmeside og slutter:

– Det har været en svær proces for os som familie, men på baggrund af det samlede billede og vores særlige position som Kronprinspar har vi valgt, at Prins Christian stopper på Herlufsholm, og at Prinsesse Isabella ikke starter i 9. klasse på skolen efter sommerferien. Vi vil i løbet af sommeren sammen med vores børn tage en beslutning om deres fremtidige skolevalg. Med tanke på de mange elever, der fortsætter på Herlufsholm, er det vores håb, at skolen nu får mere ro til at sikre de nødvendige ændringer og lykkes med at skabe en kultur, hvor alle kan trives og føle sig trygge.