Forside Danmark Kronprinsen på krabbejagt med traumatiserede krigsveteranfamilier i Fredericia

Kronprinsen på krabbejagt med traumatiserede krigsveteranfamilier i Fredericia

DEL
Foto: Simon Caspersen/Red Barnet

Små fingre havde travlt med at stikke snøre gennem hulsten og sætte madding på klemmer, da Red Barnets protektor H.K.H. Kronprinsen byggede krabbefiskestænger i dag. Kronprinsen var på besøg i naturklubben for PTSD-ramte krigsveteraner med familier ved Skærbæk Strandpark nær Fredericia.

Cirka 30 børn og forældre tog begejstret imod Kronprinsen. Med nybyggede krabbestænger og fiskenet gik alle mod den nærliggende badebro, hvor der var stor iver efter at få en krabbe halet i land. Efterfølgende var der væddeløb med krabberne på stranden, hvor Kronprinsen styrede slagets gang. Imens heppede børnene højlydt og hoppede i sandet af begejstring.

Foto: Simon Caspersen/Red Barnet

Kronprinsen havde nogle rigtig dejlige timer sammen med familierne, og det var tydeligt for Kronprinsen, hvordan naturen som ramme hjælper og styrker de PTSD-ramte veteraner og deres børn.

Foto: Simon Caspersen/Red Barnet

– I naturen er der højt til loftet, og der er masser af ting, man kan tage sig til. Børnene kan løbe rundt og have deres egen fest. De føler sig trygge, fordi de ved, at forældrene er der, og så kan de flytte sig lidt længere væk og lidt længere ud i skoven. Naturen er med til at give dem den ro, sagde Kronprinsen.

Foto: Simon Caspersen/Red Barnet
Naturen styrker børn og forældre

Naturklubben er en del af projektet ‘Ud af krigens skygge’, der blandt andet henvender sig til PTSD-ramte veteranfamilier med børn. Indsatsen er et samarbejde mellem Red Barnet og Afdelingen for Traume- og Torturoverlevere (ATT), Psykiatrien i Region Syddanmark.

Foto: Simon Caspersen/Red Barnet

Cirka en gang om måneden mødes familierne i naturen sammen med Red Barnets erfarne frivillige og behandlere fra ATT. Aktiviteter og oplevelser under åben himmel styrker familierne og skaber øget trivsel for børn og forældre, ligesom naturen direkte bidrager til en bedre traumebehandling. Det viser en ny undersøgelse af projektet.

Kronprinsen var fuld af beundring over for Red Barnets frivillige og behandlerne fra ATT.

– De gør en stor forskel for familierne. I dag har de skabt nogle fantastiske rammer med krabbefiskeri og suppespisning ved bål. Det har været en rigtig dejlig dag, sagde Kronprinsen.

Foto: Simon Caspersen/Red Barnet

Kronprinsens besøg har stor betydning

Red Barnets generalsekretær, Jonas Keiding Lindholm, var også med på krabbejagten i dag, og han var meget begejstret over det kongelige besøg:

– Det er af uvurderlig betydning, at Kronprinsen tager med på tur sammen med vores naturklub for PTSD-ramte veteranfamilier. Det er imponerende at se, hvordan Kronprinsen kaster sig ud i aktiviteterne sammen med børnene. Kronprinsen har et kæmpe engagement i børnesagen og er optaget af, hvordan vi får skabt gode vilkår og stærke fællesskaber for alle børn. Denne dag vil blive husket længe, fortalte Jonas Keiding Lindholm.

Han glæder sig over at få lov til at vise det succesfulde arbejde frem, som Red Barnets frivillige og fagfolkene fra ATT i fællesskab gør for veteranfamilierne.

Foto: Simon Caspersen/Red Barnet

– Vi er stolte over, hvordan vi sammen med psykiatrien og en målrettet indsats i naturen kan være med til at styrke børnene i de traumatiserede familier og give en bedre behandling af veteraners PTSD.  Familierne har en usynlig sårbarhed, og naturen kan noget helt særligt for netop dem. Jeg er meget glad for, at Kronprinsen har haft lyst til at opleve dette fantastiske arbejde helt tæt på, fortalte Jonas Keiding Lindholm.

I naturklubben laver familierne altid mad over bål, og sådan var det også i dag. Der blev bagt pandebrød og spist tomatsuppe, mens der blev hygget, og børn og forældre talte med Kronprinsens om alle dagens gode oplevelser.

Foto: Simon Caspersen/Red Barnet

Fakta: Om ‘Ud af krigens skygge’

  • Naturklubben for PTSD-ramte veteranfamilier er en del af indsatsen ‘Ud af krigens skygge’, der både er for krigstraumatiserede flygtningefamilier og krigsveteranfamilier med børn.
  • Indsatsen er et samarbejde mellem Red Barnet og Afdeling for Traume- og Torturoverlevere (ATT), Psykiatrien i Region Syddanmark.
  • Den første klub blev etableret i 2011 med det formål at bruge natur og friluftsliv som ramme for at styrke børn og unge i traumatiserede familier.
  • I 2016 blev projektet udvidet med en særlig klub til PTSD-ramte veteranfamilier med børn. De mødes i naturen omkring Fredericia cirka en gang om måneden.
  • Red Barnets erfarne frivillige står for planlægning og gennemførelse af aktiviteterne støttet af fagpersoner fra ATT og Red Barnet.
  • Der er 10 faste veteranfamilier tilknyttet klubben, som alle er visiteret fra ATT.
  • Indsatsen ‘Ud af krigens skygge’ har været evalueret flere gange af analysefirmaet LG Insight – senest i april 2018. Her er det blevet dokumenteret, at projektet bidrager markant til øget trivsel samt styrkede relationer inden for og mellem familierne. Samtidig har der vist sig et potentiale for direkte traumebehandling i naturen.
  • Red Barnet arbejder på at styrke børn i udsatte positioner i naturen. Det kalder vi natursociale og resiliens-fremmende indsatser. Læs mere her.

DEL