Vi har tidligere på Fredericia AVISEN skrevet om fire kunstnere som skal til festivalen, 48 Stunden Neukölln i Berlin. I dette interview har vi talt med Fredericia Kommunes Kulturkonsulent, Kristian Lykkebo om samarbejdet med Trekantområdet.

Mulighedernes metropol, sådan skriver Trekantområdet på deres hjemmeside. Trekantområdet er en sammenslutning af kommunerne Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle. Sammen står den kulturelle værdi meget stærkere, når de syv kommuner forener deres aktiviteter på kryds og tværs. Til festivalen 48 Stunden Neukölln i Berlin sender Trekantområdet en stor flok kunstnere og kulturpersoner af sted for at styrke samarbejdet på tværs. Fredericia Kommune bidrager med fire kunstnere, der tager med toget mod ny inspiration og samarbejde.

“Målet er at tænke på området som en helhed. Det er med til at løfte blikket på og gøre samarbejdet mere attraktivt. Selve festivalen er med henblik på at bringe nye ideer til kunstnerne. Der ligger ikke et mål om, at de fire kunstnere skal levere et produkt efterfølgende”, siger Kristian.

Sidste år var fokus på unge mennesker, da Fredericia Kommune sendte en delegation af sted.

“Denne her gang har vi et andet fokus”, siger Kristian. Inden udvælgelsen af de fire kunstnere, som alene repræsenterer Fredericia på festivalen, har Kristian haft en føler ude i den fredericianske kultur. Han fandt fem interessante kunstnere til formålet og fire sagde ja.

“Det er helt tilfældigt, at valget er endt på fire kvinder. Udover det store samarbejde mellem de syv kommuner, kommer der ligeledes en udveksling fra Berlin til Fredericia. Det er et formelt samarbejde med Berlin,” fortæller Kristian.

“Det er en øvelse i at tænke os som et samlet område, samlet set har vi noget, der kan matche en storby”,  siger Kristian om Trekantområdet-samarbejdet.

Læs om de fire Fredericia repræsentanter her:

Dukkemageren Bonni Lykke

Billedkunsteren Sanne Kaiser

Improsaxofonist Nana Pi Aabo Larsen

Billedkunster og skulptør Karen T