Antallet af personer i langvarig ledighed er steget med næsten 4.000 fra maj til september, selvom der i samme periode er kommet markant færre ledige samlet set. Det viser tal fra styrelse analyseret af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Kurverne går i hver deres retning.

Figur. Udviklingen i ledigheden og langtidsledigheden historisk

Fra maj til september er den registrerede bruttoledighed faldet med godt 21.500 fuldtidspersoner. Alligevel er langtidsledigheden i samme periode vokset med næsten 4.000 fuldtidspersoner.

Det viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har analyseret.

Opgjort over hele coronakrisen er langtidsledigheden vokset med 8.700 fuldtidspersoner siden marts. Dermed er der nu i alt 31.500 langtidsledige.

De daglige ledighedstal fra Beskæftigelsesministeriet viser også tegn på, at arbejdsmarkedet er bremset op her i oktober. Derfor forventer cheføkonom Erik Bjørsted fra AE, at flere af de grupper, som også i gode tider, har en svag tilknytning til arbejdsmarkedet, bliver skubbet endnu længere tilbage i ledighedskøen.

Erik Bjørsted, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd:

”Vi forventer, at langtidsledigheden vokser yderligere de kommende måneder. Smittetallene er høje, og det kan føre til nye tilbageslag.”

Om konsekvenser ved langtidsledighed
”Jo længere tid man er ledig, jo større, er risikoen for, at man til sidst mister fodfæstet på arbejdsmarkedet. Det gør rigtig ondt på den enkelte, men samfundet mister også skatteindtægter og får højere udgifter til overførselsindkomst.”

Om årsagen til stigende langtidsledighed
“Krisen har skubbet nogle af dem som allerede stod i ledighedskøen og havde en svag tilknytning til arbejdsmarkedet, længere tilbage i køen. Derfor er langtidsledigheden steget.” 

Om særligt sårbare grupper
“Vi skal være særligt opmærksomme på de grupper, som er i risiko for at ende i langvarig ledighed. Det gælder ikke-vestlige indvandrere og ufaglærte, men derudover kan ældre over 50 år også risikere at blive langtidsledige. Ældre over 50 år har ikke højere risiko for at blive fyret, men hvis de bliver fyret, kan det være vanskeligt at komme tilbage i arbejde igen. Derfor er det også godt, at der er blevet afsat en pulje, som skal forebygge langtidsledighed for personer over 50 år.”

Hvad er langtidsledighed?

  • Langtidsledighed er opgjort som antallet af fuldtidspersoner, der har været ledige/aktiverede i minimum 80 procent af tiden inden for de seneste 52 uger.
  • I opgørelsen indgår ledige og aktiverede på a-dagpenge, arbejdsmarkedsydelse, kontanthjælp (inkl. særlig uddannelsesydelse), selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse med visitationskategorien “Jobparat” eller uddannelseshjælp og selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse med visitationskategorien “Åbenlys uddannelsesparat”.
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer