Arrangører og udstillere kunne se tilbage på en forrygende weekend, da Kreative Dage i MESSE C Fredericia lukkede søndag klokken 16.

Hele 19.399 hobby- og håndarbejdsentusiaster besøgte det kreative Mekka igennem de tre dage, hvilket er 20 procent flere end den hidtidige besøgsrekord, som var fra sidste år.

– Det er så imponerende, at Kreative Dage kan blive ved med at vokse, og endda med så stort et spring, som vi har set i år, siger en glad Lars Søndergaard, projektchef i MESSE C.

Han oplever, at en del besøgende kommer langvejs fra:
– Vi havde blandt andet en bus med 27 kvinder fra Norge, og en gruppe fra Bornholm havde lavet en miniferie ud af det. Man hører også jævnligt svensk og tysk i gangene, og vi er naturligvis stolte af, at Kreative Dage på den måde har manifesteret sig viden om som en stor og attraktiv begivenhed, lyder det fra Lars Søndergaard.

Der var messen igennem travlhed på alle stande – også hos Panduro Hobby, fortæller Dorthe Bertelsen, butikschef i Kolding:
– Det har været helt vildt. Vi har uddelt 6000 kataloger, og vores workshops har været fyldt fra fredag morgen til søndag eftermiddag. Salget har været over al forventning: Faktisk har vi fordoblet vores omsætning i forhold til sidste år, så hvis man spørger mig, så er finanskrisen ovre, siger hun med et smil.

Lørdag var messens helt store dag med knap 8.000 besøgende, og i spidsbelastningsperioden var der run på faciliteterne både inde og ude.

– Generelt tog folk udfordringerne med godt humør, men det er selvsagt et punkt, vi vil overveje til næste år. En mulighed kunne være at koble en torsdag på, hvor især de ”professionelle” besøgende kunne lægge vejen forbi, således at tilstrømningen blev ”jævnet” lidt ud. Men alt det tager vi op, når vi har evalueret messen og har spurgt udstillerne, hvad deres ønsker er, fastslår projektchefen.

(Foto: PR )