Alle kvinder mellem 50-69 år har ifølge sundhedsloven krav på at blive tilbudt en forebyggende screening for brystkræft med højst 2 år og 3 måneders mellemrum, og ca. 80% af kvinderne takker ja til dette tilbud. Men i Region Hovedstaden kniber det nu voldsomt med at finde personale nok blandt de specialuddannede mammaradiologer til at gennemføre de mange screeninger.

Regionen har nemlig også problemer med at overholde tidsfristerne for de diagnostiske screeninger af de kvinder, der har symptomer på brystkræft og som er henvist til udredning via kræftpakke-forløbene. Og de skal i sagens natur udredes først.

Derfor har Region Hovedstaden i starten af juli orienteret sine sundhedspolitikere og Sundhedsstyrelsen om, at man vil udsætte invitationen for de i kvinder, der står for at skulle inviteres til forebyggende screening i sensommeren og efteråret, så de må vente op til 2 år og seks måneder fra deres seneste screening. Det kommer efter alt at dømme til at ramme mellem 100.000 og 120.000 kvinder i hovedstadsregionen.

Men 17.500 tidligere brystkræftpatienter er også blandt de kvinder, der nu får udsat deres screeninger, selvom deres risiko for tilbagefald eller en ny brystkræftdiagnose er større end kvinderne i befolkningen generelt. Især disse kvinder bør have deres screening til tiden, siger overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelses forebyggelsesafdeling, Janne Villemoes Bigaard

-Det er altid problematisk, når regionerne ikke kan overholde de intervaller, som sundhedsloven har fastsat i screeningsprogrammerne, for de er jo fastsat ud fra en faglig klinisk retningslinje der følger EU’s anbefaling (ECIBC). Men det er helt uacceptabelt, når kvinder, der tidligere har haft brystkræft får deres brystkræftscreening udsat. Vi ved, der er en øget risiko for at finde brystkræft hos netop disse kvinder, så de har ekstra meget brug for at blive undersøgt til tiden, siger hun.

Udsættelse vil give senere diagnoser

Kræftens Bekæmpelse anerkender, at udredning af kvinder med symptomer på brystkræft naturligvis skal prioriteres over screeningen af kvinder, der i udgangspunktet er raske, men opfordrer Region Hovedstaden til, at sørge for, at kvinder med øget risiko for brystkræft får deres screening til tiden. Konsekvensen af Region Hovedstadens forsinkelser kan nemlig være, at en del kvinder får en senere diagnose, end hvis de blev indkaldt, som sundhedsloven foreskriver.

-En senere diagnose kan være kritisk, ikke kun for den enkelte patient, der risikerer en dårligere prognose, og i yderste konsekvens, at sygdommen ikke kan helberedes. Men en sen diagnose er ofte lig mere omfattende behandling eller efterbehandling, så det vil belaste andre dele af sundhedssystemet, hvis flere kvinder får stillet senere brystkræftdiagnoser, siger Janne Villemoes Bigaard.

I Region Sjælland venter i tusindvis af kvinder lige nu på at blive indkaldt til deres forebyggende brystkræftscreening. På grund af personalemangel har regionen i mange måneder været ude af stand til at tilbyde regionenes kvinder brystkræftscreening til tiden, og her har røntgenafdelingerne allerede erfaret, at når man forlænger indkaldelsesintervallet til brystkræftscreening til 2 år og 6 måneder, så bliver flere kvinder i stedet henvist til udredningspakker for brystkræft. Kræftens Bekæmpelse opfordrer derfor Region Hovedstaden til, at følge udviklingen tæt, og til at øge fokus på at løse kapacitetsproblemerne snarest muligt.

Forsinkelser kan fortsætte flere år

I Region Hovedstaden arbejder hospitalerne på at frigøre tid hos mammaradiologerne blandt andet i.f.h.t. administrative opgaver og med at rekruttere udenlandske læger, ligesom personalet allerede nu påtager sig frivilligt ekstraarbejde.

Der er også gang i et projekt om at implementere kunstig intelligens til at aflæse screeningsbilleder, men regionen forudser selv, at det kan have lange udsigter at komme ned på et screeningsinterval, som holder sig inden for sundhedslovens rammer. Den nuværende 2-årige screeningsrunde er nemlig allerede forsinket, så kvinder i Region Hovedstaden kan flere år frem i tiden komme til at vente for længe på brystkræftscreeninger.

Den seneste tids problemer med brystkræftscreening i flere regioner fik i maj måned Kræftens Bekæmpelse til at sende et brev til formanden for sundhedsudvalget i Danske Regioner, Karin Friis Bach, og opfordret til en fælles regional indsats på brystkræftscreeningområdet. Mangel på mammaradiologer er et nationalt problem og Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen vil nu undersøge, hvordan man på den mere langsigtede bane kan skaffe mere kapacitet på brystkræftområdet.

FAKTA.:
For hver 1000 kvinder, der screenes finder man i reglen ca. seks tilfælde af brystkræft. Hvis en kvinde får påvist brystkræft, og regionen ikke har overholdt den lovfastsatte tidsfrist for indkaldelse til screening, kan hun have krav på erstatning

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer