Kræftens Bekæmpelse bakker fuldt op omkring statsministeren og myndighedernes ønske om at lukke ned for en række væsentlige institutioner i Danmark. I Kræftens Bekæmpelse omorganiserer man og lukker store dele af aktiviteterne ned. Kræftpatienter og pårørende vil dog stadig kunne få rådgivning på telefon og digitalt.

Danmark befinder sig i en dramatisk situation på sundhedsområdet som følge af smitte med ny coronavirus. I et forsøg på at begrænse og forsinke udbredelse af virus vil regeringen lukke centrale dele af det danske samfund ned. Det støtter Kræftens Bekæmpelse, da det er nødvendigt for at beskytte udsatte grupper som kræftpatienter mest muligt.

– Vi står her med en helt ny sundhedstrussel, som ser ud til især at ramme udsatte grupper i befolkningen, som i forvejen er plaget af sygdom. Derfor er vi dybt taknemmelige over, at der nu udvises stor solidaritet med dem, og at der tages drastiske skridt for at beskytte dem, siger Kræftens Bekæmpelses adm. direktør Jesper Fisker.

Stigende bekymring

Kræftens Bekæmpelse har over de sidste dage oplevet en meget hastigt stigende bekymring blandt kræftpatienter og deres pårørende. Det er tydeligt, at situationen er foruroligende. Derfor er det godt, at regeringen og myndighederne gør alt, hvad de kan for at sikre, at sundhedsvæsenet kan følge med i den forventede stigning af sygdom i den kommende tid.

– Vi er klar over, at det her kommer til ramme både private, virksomheder og organisationer økonomisk. Men vi er rørte over de ofre og den støtte, som gives til de udsatte danskere, siger Jesper Fisker.

Ansatte skal arbejde hjemmefra

I lighed med andre får det også konsekvenser for Kræftens Bekæmpelses egne aktiviteter, da organisationen nu lukker ned for de fleste aktiviteter. Alle events, sammenkomster og møder med personer uden for organisationen aflyses eller udskydes.

De ansatte blive i stort omfang blive bedt om at arbejde hjemmefra, ligesom organisationens frivillige som for eksempel genbrugsbutikkerne IGEN midlertidigt holder en pause.

Kræftens Bekæmpelse vil dog fastholde sin rådgivningsaktivitet til kræftpatienterne. Derfor holder telefonrådgivningen ‘Kræftlinjen’ forsat åben, ligesom det stadig er muligt at kontakte kræftrådgivningerne rundt om i landet elektronisk og per telefon.

Der vil også stadig være et beredskab, som kan tage telefoner og besvare henvendelser elektronisk andre steder i organisationen.

– Kræftpatienterne vil have et meget stort behov for støtte og rådgivning i den kommende tid, og her føler vi en stor forpligtigelse til forsat at kunne tilbyde vores hjælp, om end den bliver en smule anderledes i den kommende tid, siger Jesper Fisker.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer