Det kræver ofte ekstra kapital, når den lille eller mellemstore virksomhed har brug for at tage det næste skridt op ad vækststigen. I 2015 indgik Væksthus Syddanmark og Vækstfonden derfor et samarbejde for at gøre det lettere for innovative virksomheder i Region Syddanmark at hente såvel erhvervssparring som kapital. En samarbejdsaftale, som netop er blevet forlænget.

– Mens vi i Væksthus Syddanmark leverer sparring, hjælper med vækstplaner og kommer med tilbud til 4.000 vækstvirksomheder i regionen på årsbasis, så hjælper Vækstfonden – der er statens finansieringsfond – med at stille kapital til rådighed. For virksomhederne har det stor værdi, at de har én hurtig indgang til relevant rådgivning og en mulig kapitaltilførsel, der kan realisere vækstpotentialet, siger Liselotte Hohwy Stokholm, direktør i Væksthus Syddanmark.

Lokal forankring

Vækstfonden har kontorer tre steder i landet. Kontoret, der b.la. dækker Region Syddanmark, er placeret i Vojens. Med den fortsatte samarbejdsaftale vil Vækstfonden også være fysisk til stede i Væksthus Syddanmarks kontor i både Odense og Esbjerg. Fra Vækstfondens side ser man en stor fordel i at være tæt på kunderne og arbejde tæt sammen med andrelokale spillere, som også har berøring med virksomhederne i nærområdet.

– Ofte er det en modningsproces for vækstvirksomheder at blive klar til at søge om kapital med inddragelse af virksomhedens revisor, bank og øvrige rådgivere. Hos Væksthus Syddanmark bliver de klædt på til en effektiv brobygning til kapital fra Vækstfonden. Og med vores placering i Væksthus Syddanmarks rammer har vi en endnu tæt føling med det, som virksomhederne efterspørger, siger Henrik Holst Elstrøm, erhvervskundedirektør i Vækstfonden.

Fakta Væksthus

Syddanmark og Vækstfonden indgik i 2015 en formaliseret samarbejdsaftale. Aftalen er netop blevet forlænget og løber nu frem til udgangen af 2017. Målet med samarbejdet er at fremme udviklingsmuligheder for små og mellemstore virksomheder med vækstpotentiale i Region Syddanmark. Vækstfonden har siden begyndelsen af 2013 medfinansieret knap 400 virksomheder for i omegnen af 1,2 mia. kr. i Region Syddanmark.

Væksthus Syddanmark er ét af fem regionale Væksthuse i Danmark. Væksthusene er specialiseret i at hjælpe små og mellemstore vækstvirksomheder med at skabe arbejdspladser, eksport og øget omsætning som uvildig sparringspartner.

Vækstfonden er statens finansieringsfond, der medvirker til at skabe flere nye vækstvirksomheder ved at stille kapital og kompetencer til rådighed. I samarbejde med private investorer har fonden siden 1992 medfinansieret vækst i over 6.000 virksomheder for et samlet tilsagn på mere end 17 mia. kr. Vækstfonden investerer med egenkapital i partnerskab med private investorer, og finansierer med lån og kautioner i samarbejde med danske finansieringsinstitutter

Blandt de syddanske virksomheder, der allerede nu har hentet støtte hos både Væksthus Syddanmark og Vækstfonden er Life Partners i Padborg, Ribe Jernindustri og Inrotech i Odense.