Det Konservative Folkeparti har fået en ny spidskandidat. Hans navn er Tommy Rachlitz Nielsen, han er født og opvokset i Vejen – men har hovedkulds forelsket sig i Fredericia. Nu vil han i byrådet, og den første mission er klar: At vælte det absolutte flertal for Socialdemokratiet.

Vi starter denne artikel med at se lidt bagom hvem Tommy han egentlig er. Én ting er hvordan hans politiske liv har været, men hvordan ser det ud bag facaden?

“Jeg er født og opvokset i Vejen Kommune, jeg har været væk i nogle år, men vendte tilbage igen i 2002. Jeg har altid arbejdet med salg, markedsføring og eksport. I fire år har jeg prøvet livet som selvstændig og fandt ud af, at det ikke var mig. Nu arbejder jeg som eksportchef for en virksomhed i Struer”, fortæller Tommy og fortsætter:

“Jeg er gift med Wioletta, vi har tre voksne børn, der er godt spredt i landet. Hvidovre, Kolding og Aalborg. Nu har vi jo så placeret os ret centralt, men der er da alligevel et stykke vej”.

“I min fritid løber jeg, jeg cykler – ikke fordi jeg holder af at træne, men fordi jeg godt kan lide god mad og god vin”, siger Tommy med et grin og fortsætter:

“Jeg er aktiv jæger, jeg holder meget af at gå på jagt, men jeg har alt for lidt tid. Jeg tror det blev til tre gange sidste år. Min yngste søn er også blevet jæger, og vi har en årlig tur. Primitivt, men godt. Jeg holder meget af at være i naturen. Jeg er også lystfisker og er for år tilbage begyndt til undervandsjagt. Jeg er i virkeligheden meget et naturmenneske”.

Hvorfor flyttede I fra Vejen her til Fredericia?

“For flere år siden besluttede vi os for, at vi havde boet længe nok i Vejen. Vi ville gerne til en større by. Vi ville have kultur, restaurant og caféliv tæt på, gerne indenfor gåafstand. Hvis vi kunne få natur og vand tæt på, er det kun bonus. Jeg arbejder meget hjemme eller udland – og min kone fortsætter i Vejen. Vi kiggede flere steder, men havde hele tiden øjne for Fredericia. Vi besøgte de forskellige byer, og fandt hurtigt ud af, at Fredericia er en fantastisk by. Den har en fantastisk bymidte, den har en unik historie. Der er natur og vand så tæt på. Østerstrand og turen ud er eminent. Vi var faktisk ikke i tvivl, Fredericia var stedet vi skulle bo”, svarer Tommy.

“Vi besluttede at sælge huset i Vejen. Det tog kun 23 dage, så var det væk. Vi skulle hurtigt finde noget, vi synes det så overskueligt ud. Det var det ikke helt – så vi måtte bo tre måneder i vores sommerhus på Als, før vi fandt et hus vi blev forelskede i. Vi kommer fra en 70’er villa, og var meget opsatte på at finde en ældre muremestervilla. Så vi er flyttet til Fredericia sidst på året sidste år”, fortsætter han.

Hvordan har den første tid her så været?

“Det har været vildt. Vi havde meget store forventinger til Fredericia. De er alle blevet godt indfriet. Det er den bedste beslutning vi har truffet. Byen har alt det vi havde forventet, og så er vi blevet taget rigtig godt imod. Det har været en udsøgt fornøjelse. Vi er fuldstændig blæst bagover af Fredericia. Vi vidste godt det var et socialdemokratisk styre”, sagde Tommy med et grin”.

Med hans baggrund på plads skal vi tale om det vi egentlig skulle mødes for. Politik. Tommy er på Konservative Fredericias generalforsamling blevet valgt som partiets spidskandidat til Kommunalvalget i 2021, så vi skal selvfølgelig også tale om hvem han er som politisk profil.

Konservative, hvorfor blev det lige der?


“Jeg har været konservativ hele mit liv. Jeg startede da jeg var 18 og blev formand for Konservativ Ungdom i Vejen. Der var jeg i en årrække. Jeg har været medlem af partiet on-and-off. Der har været mange udlandsrejser, arbejde og familie. Men jeg har altid været konservativ. Jeg vaklede en smule under de mange formandsopgør i 80’erne. Jeg havde et valg hvor jeg mente, at nok var nok, og jeg skulle stemme noget andet. Men jeg kunne ikke få mig selv til at stemme anderledes. Det er ikke noget nyt for mig, det er noget jeg altid har været”

“I 2006 var jeg på en forbrugermesse i Vejen og løb ind i De Konservative. Jeg snakkede med dem, og det resulterede i, at jeg blev spurgt om ikke jeg ville være folketingskandidat. Det tyggede jeg lidt på, for partiet var i stor krise. Jeg valgte at give det chancen. Jeg stillede op til Folketinget to gange med pæne resultater, selvom jeg da ikke blev valgt. Jeg tror mit bedste resultat var en plads som 5. suppleant. Jeg var den eneste der holdt min valgkreds, men det kan man jo i virkeligheden ikke bruge til så meget. Men jeg tog da rosen til mig”, fortæller Tommy og fortsætter:

“Det gav mig blod på tanden med politik. I 2009 stillede jeg op til Kommunalvalget. På det tidspunkt havde Konservative to mandater, og vi bragede ind med fire mandater efter valget. Det var en fantastisk valgaften med fordbolet mandattal. Vi havde også opnået det andet mål: At fratage Venstre det ultimative flertal. Det fejrede Venstre ved at gå i seng med Socialdemokratiet. Så det blev til fire år i opposition. Det var et antiklimaks”.

“Det blev til fire gode år, hvor vi fik gennemført meget gennem en kraftig opposition. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at vi kørte en skarp opposition fordi de hævede skatten samtidig med at de undersøgte mulighederne for flere store byggerier. Det var ikke så økonomisk ansvarligt. Jeg var i skole og arbejdsmarkedsudvalget. Især skole var en hård omgang at komme i gang med. Det første år skulle der spares 12,5 millioner kroner, og det betød skolelukninger. Jeg lærte ufatteligt meget i de år. Vi lykkedes med at redde lidt, men der blev lukket fem skoler. Det var specielt, fordi skoledebatter er meget følelsesladet. Jeg siger ikke, at der ikke var behov for at lukke skoler, for nogle skoler var meget små, men jeg vil også sige at, der ikke blev gjort meget for at finde andre løsninger”, fortæller han.

Det var både sjovt, lærerig og forbandet hårdt. 

Tommy Rachlitz Nielsen, Spidskandidat til KV21 for Konservative

“Der var valg igen i 2013. Der må jeg indrømme, at jeg havde mere sved på panden på valgaftenen, for nu var det jo faktisk en eksamen. Det var en situation hvor jeg kunne ryge ud, hvis ikke jeg havde gjort det godt nok. Det var heldigvis ikke tilfældet. Vi bevarede vores mandater, og det var godt. Men denne gang kom vi med i en konstituering sammen med de borgerlige partier”, siger Tommy.

“Jeg blev næstformand for Teknik og Miljø, jeg blev i skoleudvalget og næstformand for Vejen Forsyning. Efter et par år begyndte vi jo så at tale om, at vi genre ville videre. Samtidig havde jeg fået arbejde en times tid væk fra Vejen og kørte meget. Der var flere steder skoen trykkede. I Vejen ligger møderne tidligt, så vi startede tit kl. 13 eller 14”, lyder det fra Tommy, inden han fortsætter:

“Det begyndte at presse mig hårdt. Jeg har fuld opbakning hjemmefra, men jeg er stadig lønmodtager og det skal passe sammen. Da vi så overvejede at flytte fra Vejen traf jeg en beslutning om, at jeg skulle træde ud og give en ny chancen for at gøre sig kendt”.

“Jeg skal ikke være med til at træffe fremtidssigtede beslutninger for en fremtid jeg ikke skal være en del af. Men det var uden tvivl vemodigt. Det var i mere end 10 år jeg arbejdede for Konservative i Vejen til jeg forlod byrådet i 2016”, supplerer han.

“Så flyttede vi jo så, som tidligere nævnt, til Fredericia. Det var faktisk allerede de der aftenens nede i sommerhuset jeg kiggede på det politiske billede i Fredericia. Jeg flyttede til Konservative Fredericia. Da vi flyttede herop var der indkaldelse til generalforsamling, og der var et punkt omkring valg af kandidater til KV21. Min kone ved godt at jeg har savnet det, så hun spurgte om ikke jeg skulle i gang igen. Jeg begyndte at kigge på situationen og på stemmetallene. Jeg kunne godt se, at der var plads til forbedring”, forklarer Tommy.

“Vi kender ingen i Fredericia, heller ikke politisk. Jeg talte med nogen jeg kender, der kender nogle her i Fredericia. Jeg fik fat i en fra vælgerforeningen, og han synes bestemt jeg skulle gå efter at være spidskandidat. Jeg er den jeg er, jeg råber højt. Samtidig med at der var behov for lidt fornyelse, set ud fra stemmetallet”, lyder det fortsat.

“Jeg kontaktede formanden, Claus, og præsenterede mig. Jeg fortalte ham, at jeg var interesseret i at være kandidat, men at jeg også ville foretrække at stå øverst på listen. Han sagde, at det var alle forundt at stille op. Normalt laver jeg meget grundig research, og jeg ville ikke have stillet op hvis jeg ikke havde opbakning. Men dette var noget andet. Jeg havde talt med én. Så det var med et sus i maven jeg holdt min tale. Medlemmer viste, at de ville noget nyt. Det var næsten entydig opbakning fra generalforsamlingen. Det er meget rart med god opbakning fra partiet og fra bestyrelsen. Vi er så klar til at få lavet om på byrådet”, siger han.

Hvor skal vi tage fat her i Fredericia, hvis det står til dig?

“Først og fremmest vil jeg bidrage med at være borgernes vagthund. Jeg har observeret at det er meget indspist og indforstået det der foregår her. Jeg besøgte sidste byrådsmøde. Det sidste punkt hed ‘finansiering’ og dækkede Fredericia Teater, men det virkede til at man ville skjule det. Borgmesteren fremlagde punktet, og ingen ville rigtigt sige noget. Jeg er meget glad for, at Karsten Byrgesen sagde noget. Og det var meget rigtigt. Jeg er meget forundret over, at de øvrige tyve ikke havde noget at sige. End ikke de to der sidder i bestyrelsen. Jeg synes det er trist – og det virker lidt som om, at man vil have alle oplysninger ud til borgerne. Det er ikke min stil. Man skal tale åbent og frit. Det vil jeg arbejde meget hårdt for – og jeg skal nok råbe op”, svarer Tommy.

“Så vil jeg arbejde for mere økonomisk ansvarlighed. Vi skal tænke langsigtet. Selvom det går fantastisk er befolkningstilvæksten begrænset, der er vi nødt til at ændre. Når det går så godt som det gør, så skal vi ride med. Der findes ikke en bedre geografisk placering. Når vi investerer skal vi tænke langsigtet. Når vi sælger ud af kommunal ejendom, så bliver det gjort med tanke på den fremtidige kassebeholdning også. For vi kan kun sælge tingene én gang”, fortsætter han.

“På kulturfronten har vi det rigtig godt. Vi har håndbold, fodbold og teater. Men for at have de ting skal der være plads til bredden også. Jeg kan undre mig lidt over, at man stopper med den årlige idrætsfest, hvor man hylder dem der har gjort det godt for Fredericia. Det gør man for at spare meget få penge. Vi har lige accepteret at Fredericia Teater ikke skal afdrage, det er da et større beløb. Der synes jeg, at bredden bliver klemt på en uretfærdig måde”, lyder det fra Tommy Rachlitz Nielsen.

Så undrer det mig, at en kommune med Fredericias erhvervsliv har regionens højeste arbejdsløshed. Der må være plads til forbedring.

Tommy Rachlitz Nielsen, Spidskandidat til KV21 for Konservative

“Jeg vil gøre mit for at redde Fredericia Teater. Det rigtige er ikke at give dem penge, det er at lære dem at lave en ordentlig forretning. Og når Fredericia Byråd så har to medlemmer i bestyrelsen, så er det for at overvåge økonomien og ikke for at lave tester. Det virker det ikke til de har gjort”, siger Tommy, da snakken falder på Fredericia Teater, der unægteligt er en stor kulturinstitution i Fredericia.

“Et af de kommunale problemer er, at det er embedsværket der kommer med idéerne. Vi får for lidt inspiration udefra. Der er for lidt nytænkning i det. Vi skal tænke ud af boksen. Min drøm er at lave en frikommune hvor vi virkelig kan udfordre staten. For det kan gøres meget meget bedre. Alle taler om at fjerne bureaukratiet, men ikke mange gør noget ved det. Hver gang der er en sag bliver der lavet en lov, der måske ikke er nødvendig, fordi det i virkeligheden handler om noget småt. Vi laver nye regler og kontrol af de nye regler. Det er klart at samfundet er dyrt. Reglen burde være, at hver gang man laver en regel skal man afskaffe to”, siger Tommy.

Hvis vi skal samle op. Hvad er det politiske projekt i Fredericia?

“Det er vigtigt at understrege, at det politiske projekt i Fredericia først og fremmest er at få frataget Socialdemokratiet det absolutte flertal. Dernæst vil det være optimalt at få et borgerligt styre. Men vi skal have mere styr på Socialdemokratiet. Det er vigtigt at få så mange konservative som muligt valgt og dermed mest mulig indflydelse”, svarer Tommy.

2 KOMMENTARER

Skriv et svar