Det Konservative Folkeparti i Fredericia blev chokerede, da de tidligere i dag fik meddelelsen om, at voldgiftssagen om den forhenværende kommunaldirektør var tabt. Dermed er der sat et punktum for borgmestersagen, uden at nogen er blevet straffet for noget. Det finder Tommy Rachlitz Nielsen fra Det Konservative Folkeparti besynderligt, og derfor vil han nu stille skarpt på den rådgivning kommunen har modtaget og som har kostet et tocifret millionbeløb i advokatregninger til firmaet Horten.

– Vi er dybt skuffede og frustrerede over denne afgørelse, men ikke mindst hele forløbet. Det må ikke koste borgerne så mange penge, og vi skal have evalueret på det nu. Jeg vil godt se de regninger, for jeg føler ikke, de har vundet nogle af sagerne for os på trods af den høje pris. Jeg går da ud fra, at vi har en rigtig god prisaftale med dem, når nu vi er så god en kunde, men det finder vi ud af nu, siger Tommy Rachlitz Nielsen.

I december 2020 valgte byrådet i Fredericia Kommune at iværksætte en advokatundersøgelse, der skulle afdække anklager om fusk med daværende borgmester Jacob Bjerregaards køb af en byggegrund i Fredericia. Senere blev advokatundersøgelsen udvidet til også at skulle afdække andre ting, man måtte finde interessant. I realiteten fik advokatfirmaet Horten frie hænder til at undersøge, hvad de ville. Konklusionerne kom på et pressemøde den 12. marts 2021, hvor borgmester Steen Wrist slog fast, at der var sket alvorlige ting i forvaltningen. Samtidig havde man foretaget politianmeldelse. Anklagerne rettede sig mod Jacob Bjerregaard og kommunaldirektøren. Under hele forløbet har advokatfirmaet Horten ydet juridisk rådgivning, og man har samtidig skaffet spindoktorer til pressehåndteringen. I den sidste ende har hverken politiet eller advokatundersøgelsen kunne konstatere uregelmæssigheder, der kan føre til en straf.

– Jeg er forbløffet over det hele. Jeg forstår ikke, hvorfor der er kommet så lidt ud af alle de penge. Der mener jeg, at de politikere der sad i det daværende byråd, har et kæmpe stort ansvar, slår Tommy Rachlitz Nielsen fast.

Efter at voldgiftssagen er afsluttet til fordel for forhenværende kommunaldirektør Annemare Zacho-Broe, skal hun nu have udbetalt 3 millioner i løn. Samtidig har hun via DJØF meddelt, at hun nu føler sig renset. Det er slået fast, at der var tale om en uberettiget bortvisning. Selve afskedigelsen var i overensstemmelse med reglerne, men måden hvorpå hun blev bedt om at forlade sit arbejde, har man fundet forkert, samtidig med at der ikke er konstateret, at hun har begået noget ulovligt.

Det Konservative Folkeparti er bekymrede for de omkostninger, som skatteborgerne er blevet påført under borgmestersagen, og de vil nu se på, hvordan kommunen anvender advokater i praksis.

– Det her er meget, meget store beløb. Nu skal vi så også betale til den forhenværende kommunaldirektør. Det på trods af at der har været en rådden kultur, hvor man altså kan slippe afsted med at fjerne sager fra dagsordner, være inhabil, have et dårligt arbejdsmiljø og meget mere. Uden skyggen af konsekvens. Samtidig har man givet et advokatfirma økonomisk frie hænder. Det skal man naturligvis ikke, og det kommer vi til at slå fast i byrådet, siger Nielsen.