Tommy Rachlitz Nielsen er spidskandidat for Det Konservative Folkeparti ved kommunalvalget, og et af hans store ønsker er, at minimere trafikstøjen. Derfor besøgte han medlem af Folketinget, Niels Flemming Hansen.

Med sit sædvanlige store smil kom Niels Flemming Hansen gående med en bunke papirer under armen ned af en af de mange lange gange på Christiansborg. 

Der er fart på kalenderen, der er mange møder og ikke ret mange konservative folketingsmedlemmer til at dække dem. Men en hovedregel for Niels Flemming Hansen er altid at finde tid til de lokale medlemmer, for baglandet betyder meget i det daglige politiske arbejde.

Tommy Rachlitz Nielsen og Niels Flemming Hansen trådte deres første politiske sko i Konservativ Ungdom, utroligt nok samtidig med hinanden – og partiformand Søren Pape Poulsen. Deres veje har bragt dem mange forskellige steder – men nu sidder de igen ved de samme borde og taler om politik. 

Niels Flemming Hansen er, udover at være valgt i Sydjyllands Storkreds med sin base i Vejle, transportordfører for Det Konservative Folkeparti.

Fredericias interesser skal høres

Netop transportområdet er grunden til, at Tommy Rachlitz Nielsen har skiftet Fredericia ud med Christiansborg – for ifølge ham skal Fredericias interesser også høres på Christiansborg, og i Det Konservative Folkeparti tager folketingsmedlemmerne gladeligt imod inputs fra de lokale kandidater. 

– Fredericia er et knudepunkt i Danmark. Der er store mængder trafik over motorvejene, en trafik der i fremtiden kun bliver mere og mere. Med den store mængde trafik følger også en del støj, der ikke blot er til gene for borgerne, men også er sundhedsskadeligt for dem der udsættes for det. Derfor er jeg taget til Christiansborg, for der skal gøres noget ved problemet, siger Tommy Rachlitz Nielsen, spidskandidat for Det Konservative Folkeparti.

Ikke et nyt problem

Problemstillingen et ikke ukendt på Christiansborg, hvor man i et forlig har afsat midler til at bekæmpe trafikstøj. 

For Niels Flemming Hansen er det en vigtig dagsorden der er behov for at løfte.

– I Fredericia er udviklingen på erhvervslivet endelig på vej i den rigtige retning igen. Der er mange store virksomheder i byen, hvilket også medfører en større trafik. Dertil kommer det faktum, at Fredericia ligger som et knudepunkt. Fredericia har et enormt udviklingspotentiale, men støj er og bliver et problem der skal tages hånd om. Det her er et problem der ikke bare lige går væk, siger Niels Flemming Hansen.

Der er flere mulige løsninger, men den helt store udfordringer er, at ingen rigtig kan forklare hvordan støjen spreder sig – og dermed er løsningerne bare noget sværere at finde. 

Der er eksempler på overdækkede motorveje, der er eksempler på støjværn, ny asfalt og andet. Men én smart løsning der duer for alle steder, det findes bare ikke. 

– Der er flere gode bud, men det er svært at finde den helt rigtige løsning. Meget kan løses med særlg asfalt, men med den trafik der er i området, skal det udskiftes meget før. Derfor er det ikke nødvendigvis den bedste løsning. Men det er klart, at der skal findes en løsning, siger Niels Flemming Hansen.

– Derfor glæder det mig også rigtig meget, at Tommy (Rachlitz Nielsen, red.) i dag kommer og besøger mig her, for jeg vil gerne være med til at løse det. En støjhandleplan, som den Tommy foreslår, er afgørende. For det koster ikke kun penge på manglende husværdi, det koster også dyrt på sundhedsomkostningerne. Så jeg er enig med Tommy, Fredericia har brug for en støjhandleplan, fortsætter Niels Flemming Hansen.

– Der er for meget støj i Fredericia, det er helt sikkert. Alt forskning peger på, at støj er en hidtil uset store kilde til sygdomme, som det er afgørende at vi får gjort noget ved. Tidligere har man talt om andre ulemper ved eksempelvis vindmøller, selvom det man skulle frygte mest var støjen. Når det er beviseligt, at det er skadeligt, så er det også afgørende at vi gør en indsats for at nedbringe det, slår Tommy Rachlitz Nielsen fast.

Flere inputs kan være på vej

Det er ikke første gang, og formentlig heller ikke sidste gang, at Tommy Rachlitz Nielsen besøger sine konservative folketingsmedlemmer. Det har givet pote før.

– Det er ikke længe siden at Tommy (Rachlitz Nielsen, red.) og Dan Arnløv fra Vejle kom med en forespørgsel på muligheden for kommunerne til at sætte ladestandere op. Det har jeg taget med videre, og jeg ved at der bliver arbejdet på det. I Det Konservative Folkeparti lytter vi meget til baglandet, så det er kun godt, at Tommy repræsenterer Fredericia så godt, lyder det afslutningsvist fra Niels Flemming Hansen.

1 KOMMENTAR

  1. Ja en støjplan trænger vi i højeste grad til.
    Byrådet har fået lavet en støjanalyse, der var færdig i juni måned 2021??
    Hvorfor hører vi ikke hvad den sagde.?
    Og det haster mange andre jyske og fynske kommuner holder borgermøder med lokalpolitikkere og landspolitikkere, møder med transportminister. Og der bevilget penge fra puljen.
    I Fredericia er vi i høj grad også plaget af støj. Herunder Lyng skole, fritidsklub, børnehave og spejder.
    Men det er ikke meget vi hører fra lokalpolitikkerne.???
    Hvorfor bliver den støjrapport ikke frigivet.??

Skriv en kommentar