Kongeskibet forventer at lægge til kaj omkring kl. 8.30 i Gl. Havn eller ved Esplanaden. Med ombord på skibet er H.M. Dronningen, der kl. 10.00 skal deltage i en festgudstjeneste i Sct. Michaelis Kirke, der fejrer 350 års jubilæum.

H.M. Dronningens besøg er først officielt ved gudstjenesten i Sct. Michaelis Kirke, som oplyser, at der ikke er flere pladser inde i kirken, men at der efter gudstjenesten bydes på kirkekaffe, kage og glad musik ved 6. Juli Garden ude på pladsen foran kirken. Det sker i tidsrummet kl. 11.15 – 12.30. Da parkeringspladsen foran Meldahls Rådhus er inddraget til dagens festlige arrangement, er der færre parkeringspladser i området, så kom i godt tid, hvis du skal have parkeret din bil.

Kongeskibet Dannebrog ligger i Fredericia Havn hele dagen. Her har H.M. Dronningen base til dagens arrangementer – her i byen og om eftermiddagen i Vejen. Så der er god mulighed for at se det flotte skib, nyde det fine vejr og evt. at hilse på H.M. Dronningen, når hun skal på ture i Kronebilen.

Præcist kl. 19.00 tager Kongeskibet Dannebrog afsked med Fredericia, for denne gang, for at sejle til København.

Fakta om Dannebrog: Skibet blev bygget i 1931-1932 og tjener som officiel og privat residens for H.M. Dronningen samt øvrige medlemmer af den kongelige familie, når de er på sommertogt i hjemlige farvande eller på oversøiske officielle besøg. Kongeskibet tager også del i farvandsovervågning og søredningstjeneste. Ligeledes kan skibet også bruges som hospitalskib.