Torsdag aften, d. 1. februar,  kl. 19 får Hannerup Kirke besøg af TrioDo, som består af Louise Sletting Hvilborg, mezzosopran; Dorthe Gade, klarinet og Svitlana Leonchuk, klaver.

Der bliver mulighed for at lytte til sange og operaarier, virtuos klavermusik og melankolsk folketone for klarinet, når trioen sammen og hver for sig vil synge og spille et varieret program.

Louise er uddannet sanger og afsluttede i november solistklassen på Syddansk Musikkonservatorium. Hun har stor koncerterfaring og har bl.a. for nyligt medvirket ved uropførelsen af operaen

”Steppeulven” af Bent Lorentzen i Aahus. Louise kombinerer sit arbejdsliv med koncertvirksomhed, kirkesanger i Taulov Kirke og underviser på Den Kreative Skole, Fredericia. Dorthe Gade er uddannet på klarinet fra Det Jydske Musikkonservatorium i Aarhus. Hun har levet som freelancemusiker og spillet som assistent i flere af landets symfoniorkestre og medvirket ved mange teater- og musicalopsætninger. I 2000 påbegyndte hun P.O.-organistuddannelsen i Løgumkloster og begyndte som organist i Taulov Kirke i 2005. Svitlana Leonchuk er uddannet fra konservatoriet i Kiev på klaver. Hun har spillet mange koncerter med virtuos musik af østeuropæiske komponister som Chopin og Rachmaninov. Hun har bl.a. en duo med sin lillebror, violinsten Alexey Alexeyev. Da Svitlana kom til Danmark begyndte hun på P.O.-organistuddannelsen, og siden 2001 har hun virket som organist i Egeskov Kirke.

Der er gratis adgang til koncerten – og alle er velkomne!