Mie Spur Simonsen stopper som kommunikationschef efter kun 1½ på posten. Det bekræfter kommunaldirektøren i Fredericia Kommune, Camilla Nowak Kirkedal. Allerede kort tid efter at Simonsen tiltrådte i stillingen i januar 2021 begyndte skandalerne at ramme kommunen for fuld tryk, da Jacob Bjerregaard var trådt tilbage som borgmester.

Fredericia Kommune har valgt at indgå en fratrædelsesaftale med Mie Spuur Simonsen. Det nærmere grundlag herfor oplyses ikke. På sin Linkedin-profil angiver den nu forhenværende kommunikationschef, at hun har brug for en “kærkommen pause med ro”. Forløbet i 2021 har været hæsblæsende for hele kommunikationsafdelingen i kommunen, der modtog rekordmange anmodninger om aktindsigt. Samtidig var der løbende tumult med topmedarbejdere, der forlod kommunen af forskellige årsager. Endeligt sluttede året med kommunalvalget der endte med at give Socialdemokratiet fire år mere i spidsen for Fredericia.

På Linkedin skriver Mie Spuur Simonsen:

“Tak for samarbejdet, Fredericia 🤝
Efter en spændende og intens tid som kommunikationschef i Fredericia Kommune skal jeg noget andet.

Det har været hæsblæsende, udfordrende, lærerrigt, til tider stressende, men mest meningsfuldt og ikke mindst har jeg nydt det tætte samarbejde med en masse gode mennesker #forfredericia. Jeg har dog i et stykke tid mærket godt og grundigt efter, hvad der er det rigtige for min familie og jeg – og konklusionen er, at jeg skal noget andet. Derfor har jeg indgået en fratrædelsesaftale.

Det har ærligt været en svær beslutning, da jeg er glad for holdet med mange gode kolleger og samarbejdspartnere, men tiden er rigtig for mig nu. Som leder, skal man nemlig også kunne balancere sit eget arbejdsliv og bedrive god livsledelse.

Nu følger en kærkommen pause med ro til at fokusere på mig selv og familien, inden jeg træffer en beslutning om næste kapitel i mit arbejdsliv.

Tak for samarbejdet til alle i staben Politik, Strategi og Jura – og særligt til mit lille skønne team Kommunikation og Web. I er hver især ninjaer til det, I laver. Bliv ved med det, og pas godt på hinanden, ik! 😍Og tak til lederkollegerne i Staben – uanset snestormens styrke, er I de sejeste pingviner på isflagen 💪

May the Force be with you 💫

Til alle jer i mit netværk: Hold kaffen varm – jeg rækker ud, når jeg har lavet en masse yoga og krammet dem herhjemme lidt ekstra – og lidt længere ❤️🙏”