Flere borgere har kontaktet Fredericia AVISEN på baggrund af en yderst ihærdig mågebande, der har taget ophold på bygningerne omkring Dinos Legeland ved Nørrebrogade. Mågeflokken er blevet talt helt op til 60-70 fugle, der flyver ud fra deres base og hærger de omkringliggende beboelsesarealer.

Mågerne skriger det meste af døgnet, og selv på flere hundrede meters afstand er der målt hele 50db. Tæt på bygningerne er det over 80-100db. Fredericia AVISEN har kontaktet Fredericia Kommunes naturvejleder, Bjarne Christensen for at høre, hvad borgerne kan gøre ved den store mågehær.

Bjarne Christensen, Naturfagskonsulent, Fredericia Kommune. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

“Som udgangspunkt gør vi det, at når vi får en henvendelse, så handler vi naturligvis på det. Jeg er ikke meget for, at vi skal ind i folks private haver og skyde fugle, men hvis de, som i det her tilfælde, har taget ophold på en stor erhvervsbygning, kan vi få dem skudt”, udtaler han til Fredericia AVISEN.

Bjarne Christensen oplyser, at der andre steder i byen allerede er skudt 72 fugle i de forgangne måneder, samt at der er blevet fjernet reder og æg. Det er sket efter tilladelse indhentet fra Naturstyrelsen. Man har dog ikke fået nogle anmeldelser om måger fra ejerne af bygningerne omkring Nørrebrogade, hvor den berygtede mågebande fra Nordbyen holder til.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

“Hvis de har gode vilkår, eksempelvis et flat tag, og er uforstyrrede, så kan mågerne være i stand til at klare sig rigtig godt. Det er nogle kloge fugle, så folk skal lade være med at fodre dem. Det gælder også inddirekte ved, at der er let adgang til affald og madrester i boligområder”, siger Bjarne Christensen.

Er der ikke efterhånden kommet for mange måger til i bybilledet? Der er store flokke ved Føtex i vestbyen, i centrum ved rådhuset og nordbyen?

“Jo, det er et problem – og vi arbejder på det. Kort sagt sender vi en jæger ud for at skyde fuglene, når vi har tilladelsen. Det kan måske blive nødvendigt at få flere jægere på opgaven og det er heller ikke uden udfordringer, hvis de holder til oppe på et tag. Men får jeg en henvendelse, så går vi jo i gang med at undersøge sagen og handle”, uddyber Bjarne Christensen.

Han fortæller, at det først bliver efter 1. september, at kommunen må skyde fuglene. Alt skal ske med tilladelse fra Naturstyrelsen. Men han peger på at folk også skal undgå at hjælpe mågerne med at have let adgang til føde:

“Mågerne er nogle kloge fugle. Når jeg går nede i centrum og ser at nogle folk stikker dem brød og den slags, så kan jeg jo godt forstå, at de trives så godt. Vi er jo selv med til at gøre det fordelagtigt for dem at være tæt på os”.

Ejeren af Kurts Kaffebar bekræfter, at man er meget generet af nogle agressive måger omkring cafeområderne. Der skal ryddes hurtigt af bordene udenfor, for mågerne lander centimeter fra mennesker og går på rov på bordene. Mens vi snakker lander der en kæmpe fugl og hugger løs på en tallerken på den anden side hos Cafe Vivaldi.

Mågebanden fra Dinos Legeland har i to måneder holdt beboerne i området vågne ved at skrige dag og nat. Bjarne Christensen forklarer, at når mågerne yngler, så ændrer de også adfærd. Derfor er der i sæsonen ekstra meget larm, og fuglene bliver mere agressive.

Men nu er det altså snart slut, for kommunen vil gøre noget ved mågerne til glæde for beboere og erhvervsdrivende. Bjarne Christensen opfordrer folk til at kontakte ham og anmelde måger, så han også kan være præventivt tilstede. Det er lettest, hvis man får fjernet rederne og æggene. Flere oplysninger kan fås på Fredericia Kommunes hjemmeside eller ved at kontakte naturvejleder Bjarne Christensen.

https://www.billet.dk/order/tickets/13261438/tyrolerfest-i-fredericia-2019-eksercerhuset-2019-11-02-17-00-00?