Mandag trak Martin Henriksen sig fra Dansk Folkepartis hovedbestyrelse, og det ser Andreas Dyhrberg Andreassen, der er politisk- og erhvervskommentator på Danske Digitale Medier A/S, som en styrkelse for Morten Messerschmidt, som nu står mere frit efter en start, hvor han har været i mediemøllen og forholdt sig til ballade i baglandet.

Den 23. januar blev Morten Messerschmidt valgt som ny formand for Dansk Folkeparti, og det skete med en overbevisende sejr med mere end 60 procent af stemmerne, men siden har der fortsat været polemik på de indre linjer i DF. Senest har Martin Henriksen trukket sig fra hovedbestyrelsen.

– Morten Messerschmidt har kæmpet med en folketingsgruppe, der er kommet med kryptiske meldinger, som de fleste eksperter dog tolker som problemer og uro i gruppen. Martin Henriksens beslutning om at udtræde af hovedestyrelsen er et signal om, at han er utilfreds, og givetvis også hans støtter, men samtidig får det Messerschmidt til at stå mere frit. I de seneste 14 dage har han ikke lavet andet, end det man er træt af som politiker, nemlig at forholde sig til kaos og ballade i partiet, siger Andreas Dyhrberg Andreassen og fortsætter:

– Det svarer til at blive spurgt om dårlige meningsmålinger hele tiden. Men Messerschmidt har lykkedes med at lave en dagsorden til trods for, at der har været ballade. Rent faktuelt ville han have haft Rene Christensen som gruppeformand , men det blev Peter Skaarup der er en af de større personligheder i partiet, og er tidligere støtte af Kristian Thuelsen Dahl.

Mandag gik Morten Messerschmidt ud med udtalelser  om, at han vil sætte politisk fokus på menneskerettighedskonventionen og Danmarks rolle i EU, når og hvis han skulle pege på enten De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen eller Venstres Jakob Ellemann-Jensen. Det slugte medierne råt, mener Dyhrberg Andreassen.

– Det lykkedes ham at sætte politisk fokus på det. Han blev spurgt, om det var et ultimativt krav, men sagde, at det var et ønske fra DF, hvis man skal pege på en borgerlig statsminister. Han vil have mindre EU og Danmark skal stå friere som nation. Det kom i alt lige fra P3, Deadline, TV Avisen og TV 2 News med et fokus på netop de elementer, dog måtte han gennem en længere række af spørgsmål til uroen i partiet i Deadline, siger han.

Til trods for, at Morten Messerschmidt, har ladet sig provokere af journalisters gentagende spørgsmål er det Andreas Dyhrberg Andreassens vurdering, at den nye DF-formand er kommet godt fra start.

– Retorisk viser han sig som en dygtig kommunikator, hvor han laver flere verbale lussinger til de journalister, der kører rundt i det samme spørgsmål igen og igen, og konstant vil forholde ham til krisen i DF.  Messerschmidt selv vil gerne have fokus på, at han er en god leder, imens medierne konstant sætter fokus på, at han er en dårlig leder. Han ønsker helt tydeligt arbejdsro til at vise sit lederskab og mit bud er, at det er en styrket Messerschmidt siden valget for 14 dage siden. Der er meget intern uro blandt de større personer i DF, men baglandet var ikke i tvivl, så det skal spidserne tænke over. Det er samtid imponernede, at Messerschmidt trods det store mediefokus på krisen, formår at komme igennem med to store dagsordner, hvor alle medier kaster sig over manden, og tilmed med en dagsorden, som Pernille Vermund og Nye Borgerlige var begyndt at have patent på, slutter Andreas Dyhrberg Andreassen.