Sandheden er at myndighederne i den vestlige verden for to måneder siden havde en enestående chance for at stoppe udbruddet af coronavirus hurtigt og effektivt, men forsømte muligheden for at gøre det. Denne fejltagelse vil senere vise sig at være en af de dyreste i nyere tid.

Først slumrede kineserne sig selv ind i frygt for dårlig omtale og forfulgte de læger, der havde opdaget den nye virus. Det kostede uger i Kina der kunne være brugt på inddæmring og skade kontrol. Herefter væltede virusset den kinesiske regering ned i et helvedeshul, de ikke kunne kravle op af, samtidig med at de forfængeligt skældte ud på de vestlige lande der nu langsomt begyndte at forstå hvad sundhedsfaglige eksperter advarede om.

Men den kinesiske regering tog konsekvensen af deres dårlige valg og skiftede dramatisk kurs på kort tid. Man brugte den omfangsrige statsmagt til at lukke ned for samfundet i et desperat forsøg på at stoppe det uundgåelige. På nuværende tidspunkt ser det ud til at afspærringer og indelukkelse virker.

Mageligheden hos mange vestlige (og rige) lande er dog ikke til at tage fejl af. Flyrejserne er foregået stort set uhindret, samtidig med at beroligende budskaber er blevet kommunikeret ud af spindoktorer og pressefolk.

“Vi har styr på det”!

Er der virkelig styr på det?

Men det havde man altså ikke. Istedet for at stoppe den internationale lufttrafik til Kina og Asien og indføre et midlertidigt rejsestop, lod man det rejseglade coronavirus tage turen rundt på jordkloden. Anbefalinger hjælper ikke noget – der er altid nogen, der betragter det hele som hysterisk og ligegyldigt, og det er lige præcis den type mennesker, coronavirusset har størst glæde af.

Man fornemmede en vis diplomatisk forsigtighed, også hos de danske myndigheder, der længe var varsomme med at tegne et klart billede af hvor alvorlig situationen var. I store træk har der været en politik om at se tiden an. Da Covid-19 har haft en reaktionstid på op til 14 dage, er det fuldstændig meningsløst at sige, at man “følger situationen time for time”. Man kan nemlig kun følge situationen med 10 dages mellemrum. Det vi gør i dag, kan vi se resultaterne af om små to uger.

Alt dette kan man konstatere ved at følge med hos blandt andet WHO, der desperat har forsøgt at advare regeringerne.

Resultatet af en ikke sundhedsorienteret indblanding i en sundshedskrise er katastrofalt. De politiske eller økonomiske hensyn har vejet langt tungere end konkrete handlinger. Istedet for at lukke grænserne i Europa, rejste folk lystigt rundt på skiferie samtidig med at Italien og Østrig var blevet arnestedet for et europæisk udbrud af coronavirus. Danskere stod fortsat i lufthavnen på vej til Tenerife, hvor italienske rejsende også var på vej hen. Historier om at folk skulle på karantæne kort tid efter de var ankommet, er vanvittige, set i bakspejlet.

Men.

Folk læser rejsevejledningerne. Når de ikke siger “forbud”, så gør folk det, de allerhelst vil. Lader det ligge og gør som de plejer. Samtidig kan der være økonomiske hensyn. Nogle har betalt for rejser, hvor de ikke kan få pengene tilbage, fordi myndighederne ikke har forbudt rejseaktiviteterne:

Igen ser vi hvorledes den ineffektive og tøvende holdning hos de ansvarlige kostede dyrt, for når de rejsende vender hjem til karantæne og opsporingsarbejde er det langt dyrere end de småbeløb det havde kostet at erklære force majeure og få lukket smittekilderne. Det er rejserne, der er årsag til at Danmark også er blevet ramt af coronavirus. Og det er rejserne, der skulle være blevet stoppet på globalt plan.

En negativ spiral af manglende handlekraft?

Indtil i går fortsatte myndighederne over det meste af den vestlige verden med den tøvende adfærd, hvilket igen fremskubbede udviklingen yderligere. De rejsende der tager afsted i dag, kommer hjem i næste uge, og så kan vi begynde forfra. Potentialet for at coronavirus ikke kommer under kontrol er tilstede, sålænge folk fortsætter med at være tøvende, ligeglade og egoistiske.

Protesterne fra de borgere der betragter hele problemet med coronavirus som ligegyldigt og medieskabt handler oftest om at de ikke vil begrænses i deres personlige adfærd, samt at det alligevel ikke rammer dem. Denne opfattelse er også politisk, men det er en dyr politik, også for dem. Hvis der opstår store, behandlingskrævende klynger af syge, vil det betyde noget for sundhedsmyndighederne.

Jo flere syge der er på samme tid, desto større er problemet.

Derfor er protesterne noget ansvarlige myndigheder må tilsidesætte og sætte ind med videnskabelig rationale. Virusset skal inddæmres og hastigheden hvormed det spreder sig skal sænkes dramatisk. Og her hjælper kun den hårde vej:

Karantæne. Rejseforbud. Bliv hjemme.

I løbet af februar har de danske myndigheder på linje med andre vestlige lande sporet de enkelte tilfælde efter bedste evne. Men der skal ganske få fejl til, før sporingstaktikken mislykkes. I begyndelsen var det en indikation om folk havde rejst til Kina eller Asien. Senere om de havde rejst til Italien eller Iran. Men allerede nu er det ikke længere en faktor, der kan sikre sporingsarbejdet, hvor folk kommer fra. Når så mange lande nu er ramt, at man tilmed må erklære “hele verden” som risikodestinationer, er enhver rejsende i realiteten en potentiel smittebærer. Da rejserne fortsætter introduceres coronaviruset uhindret de fleste steder.

På den måde var den manglende handlekraft hos de forskellige landes myndigheder en negativ spiral, der forøgede udbruddet og dermed ødelagde deres muligheder for at løse problemet.

Man kan ganske enkelt ikke overlade det til folk selv. Man skal træffe valg til fællesskabets bedste.

Håndklædet er kastet i ringen

Meget tyder på at de ansvarlige myndigheder har kastet håndklædet i ringen i forhold til at forhindre coronavirussets udbredelse, og nu blot venter på det formodede nedslag samt forsøger at mindske dettes effekt. Deres store problem bliver belastningen af sundhedssystemet, hvor kurverne taler deres tydelige sprog: Desto flere behandlingskrævende patienter, desto større er problemet. Derfor handler det om at begrænse smittens spredning over tid, selvom man forventer at den vil være allesteder før eller senere.

Den korte version af ovenstående er, at de har tabt kampen om at stoppe epidemien og nu er i gang med at håndtere den. Det er naturligvis ikke en melding man har lyst til at formidle til offentligheden, men med de moderne medier er det muligt at gå tilbage i tiden og se, hvordan eksempelvis Sundhedsstyrelsen har underdrevet situationen gevaldigt fra starten af.

I slutningen af februar var myndighedernes bedste bud på en løsning af epidemien håndvask. Vi er med andre ord gået fra en situation, hvor regeringen og myndighederne ikke regnede med at det ville blive et dansk problem, frem til udbredt smitte i det danske samfund. Der skal hyres mange spindoktorer for at forklare, hvordan det kunne lade sig gøre. Men i høflighedens tjeneste ser man de forfaldne og ydmyge danske medier til pressekonferencer med halvtamme spørgsmål og ingen kritik. Indtil i dag.

Sagen er bare den, at regeringen og sundhedsmyndighederne havde rigeligt med muligheder for at advare danskerne og forhindre den superspredning, der nu finder sted. Før vinterferien opfordrede Sundhedsstyrelsen ligefrem danskerne til at tage på vinterferie. Dermed også direkte til blandt andet Nord-Italien, hvor mange danskere hentede virusset med sig hjem efter hyggelige dage på pisten.

Sunhedsstyrelsen opfordrede danskerne til at rejse på trods af udviklingen (Foto: Fra Twitter)

Der er ganske vist et behov for at undgå panik i en befolkning. Men mon ikke de fleste ville foretrække panik ved at aflyse vinterferien, fremfor den krise landet nu befinder sig i. Uanset om man betragtede Covid-19 som en almindelig virus eller ej, så kan ingen benægte det enorme sociale og økonomiske nedslag, der vil kunne mærkes i lang tid.

I forgårs meddelte Serumsinstituttet at vi nu må indse, at Covid-19 vil være et tilbagevendende fænomen, der vil komme tilbage sæson efter sæson. WHO’s mange forsøg på at få verdens regeringer til at skride aktivt ind og stoppe udbruddet lader til at have været for døve øre. I Italien betaler de svageste prisen, samtidig med at den italienske regering nu har indført karantæne for 16 millioner mennesker. Kendsgerningen er at sundhedssystemet i Italien er så belastet, at hverken forsyninger eller personale kan følge med.

Det er med andre ord en komplet fiasko, hvad specielt de vestlige lande – og Danmarks sundhedsmyndigheder – har præsteret fra januar og indtil i går. Det vindue der var for at stoppe udbruddet blev ikke udnyttet, og nu er verden kastet ud i en global krise. Heldigvis lader det til at både politikere og embedsfolk har skiftet markant kurs. De arbejder ikke længere for at begrænse eventuelle skader indenfor diplomatiet, udenrigshandlen, økonomien eller turistbranchen. Til gengæld lader de til at arbejde helhjertet på at bekæmpe pandemien og redde hvad reddes kan.

Der er utvivlsomt mange dygtige og velmenende personer i hele denne komplekse ligning. Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, har ganske ret i at man under tidligere epidemier lykkedes med at inddæmme dem. Men der er blevet advaret, advaret og advaret om at den moderne livsstil kunne skabe nye pandemier. Flytraffikken er i de sidste par årtier steget eksplosivt. Verden er blevet så meget mindre. Alene derfor burde verdens regeringer have haft helt andre reaktionsmønstre, end dem de havde. Det vil de sandsynligvis også få i fremtiden, fordi coronakrisen for alvor har demonstreret sårbarheden i de rige landes prioritering eller mangel på samme.

Her skal man blot pege på WHO, der fra starten af denne pandemi har forsøgt at rejse vilje og indsats mod udviklingen.

Analysen er udtryk for en vurdering baseret på de tilgængelige kilder. I forbindelse hermed er det antaget at Covid-19 virusset især rammer svage og ældre hårdt, hvorfor beskyttelsen af disse grupper er i offentlighedens interesse. Samtidig er der på verdensplan tilsyneladende mulige problemer med forsyningskæderne, der skal drive sundhedsindsatsen. Analysen har derfor det udgangspunkt at en fuld skala pandemi, fra starten af var et scenarie, der skulle undgås.

Følg
Notikation om
guest
7 Kommentarer
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Lone Hygum Valsted
Lone Hygum Valsted
7 måneder siden

Godt skrevet Janus. Jeg er som privatansat tandkliniassistent tvunget til at møde på job og udføre opgaver som der er lukket ned for på kommunal klinikker pga smitte. Så kan jeg tage hjem og potentielt smitte børn som paradoksalt nok ikke må komme i skole pga smittefare. Jeg savner en god forklaring. Det underminerer den offentlige indsats hvis ikke det private område følger trop. Men som altid vejer økonomiske hensyn tungest

Ellen Gammelgaard
Ellen Gammelgaard
7 måneder siden

Det er super godt skrevet Janus – du har sagt alt det jeg har tænkt og har sagt længe. Jeg er så træt af folk der ikke tager det alvorlig eller mener det er hysteri.
Har delt det på min facebook med et stykke tekst fra artikel – er den bedste og korrekte jeg har læst indtil nu!

Keld Gissemann
7 måneder siden

Hej Janus
Hvor har du ret, det har været så nemt at forsøge at få den stoppet hvis myndighederne havde set hvad Kina havde gjort forkert men de gjorde samme fejl.
Keld Gissemann

Lillian N. Christensen
Lillian N. Christensen
7 måneder siden

Flot

susanna
susanna
7 måneder siden

En rigtig god analyse. som rigtig mange almindelige mennesker havde fundet ud af for længe siden. At myndighederne har skaltet og valtet med vores sundhed er en skalndal, og jeg mener at Søren Brostrøm skal fjernes fra den post.