Men når det er sagt, så er det et meget svært emne.

Det er et puslespil at få pengene til at slå til, til alles ønsker og krav. Og her taler jeg ikke kun om sundhedsvæsnet, men hele Danmarks økonomi. Jeg misunder IKKE politikerne i Folketinget, kommunale byråd, m.v. der skal tage disse beslutninger og de medfølgende verbale klø. Der var et TV-program en gang, hvor menige mennesker fik lov at besøge forskellige steder i en kommune, hørte hvert steds argumentation, og til sidst skulle de bestemme hvilket projekt, der skulle bevilliges penge. Det var en øjenåbner for de dilemmaer, som de mennesker der har påtaget sig opgaven at ”bestyre vores penge”, må stå i hele tiden og igen.

For der er jo ikke ubegrænset mængder af penge!

Sundhedsvæsnet er en stor post på budgettet. Der sker hele tiden nye opdagelser inden for behandlingsmetoder og medicinske behandlinger, og de nye medicinpræparater er MEGET dyre, i hvert fald i starten (indtil originalmedicinens patenttid udløber og kopipræparater kan sælges sideløbende). Der kommer også nye diagnoser, og når et menneske får en diagnose, forventes også en behandling. Når denne behandling så er så dyr, at det koster lige så meget at behandle dette ene menneske som 100 eller flere andre mennesker med en anden sygdom…. Ja, hvem skal så tage den beslutning, hvem kan få sig selv til at fortælle det ene menneske, at dit liv er ikke nok værd at bruge de mange penge på, kontra 100 andres ve og vel. Et meget svært etisk spørgsmål.

Vi er privilegerede i Danmark med mange ydelser betalt af skatten, og vi er vant til det, vant til at kunne kræve. Måske vi er blevet for forvænte….

Vores samfund er bygget op på, at de brede skuldre skal hjælpe med at bære de svage, og at du skal yde for at kunne nyde. Men samtidig er der kapitalhungrende egoister, og nogle der tror de er bedre værd end andre, der rager til sig, misbruger systemet og dermed gør resten af os mistænkelige, mindre villig til at dele, mindre socialt engageret. Man kan sige, at det dårlige selskab smitter og gør vores samfund mere sygt. Og grådighed vil nok altid være til stede.

Dog er det også egoister, der nogle gange ser mere klart. De er ikke fokuseret på at skulle deles om byrden, men på at få opgaven løst. Og dette kan være nødvendigt i nogle situationer – at arbejdet ikke er farvet af en sød-suppe af personlige skæbner, men et overblik i helikopterperspektiv.

Tit har man sammenlignet styring af økonomi i det offentlig kontra det private.

Det er ikke muligt at styringen af sundhedsvæsnet og fordelingen af pengene gøres på samme måde som i det private erhvervsliv. Jo, man kan effektivisere og ”bogføre” ydelser, således der kan trækkes tal på dit og dat, og man kan specialisere i et væk, for at skabe de bedste betingelser for den bedste behandling.

Der er bare det, at vi mennesker ikke er en ensartet masse, tværtimod er vi meget komplekse. Du kan sagtens have ondt i knæet og komme til en knæspecialist, men problemet sidder måske i hælen, eller nakken, og så bliver det måske først opdaget efter et længere forløb, fremfor hvis patienten blev set som et samlet billede. Sundhedsvæsnet arbejder med og for mennesker, og vi er ikke ens enheder som i en produktion, der er ikke en fast tilgang af X og Y. At arbejde inden for Sundhedsvæsnet kræver fuld fleksibilitet tilsat humanitet, indsigt, beslutsomhed og meget mere.

Noget der ligner det private erhvervsliv er, at alle ydelser skal bogføres. Dette fordi man ud fra disse registreringer kan trække tal og statistikker, samt at tildeling af midler er styret af ydelser, og hvordan de enkelte afdelinger kan dokumenter disse.

Ydelsesstyringen kan gøre, at man begynder at afslutte forløb hurtigere, hvilket kan medføre genhenvisning, og patienten starter nyt forløb (igen). Dette fordi førstegangs-ydelser giver mere end fortløbende besøg/behandlinger. Ligesom ved de praktiserende læger, hvor man højest må komme med 1-3 problematikker ad gangen, mest pga. et tidspres, men også pga. der er grundlag for endnu et besøg og dermed endnu en ydelse.

I og med sundhedsvæsnet er blevet så specialiseret og ydelsesstyret, så mister man det personlige og (måske også) helhedsbilledet.

Hurra for lægesekretærer, SSH’er, SSA’er, sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, diætister, læger, etc. som gør en indsats for at være menneskelig i disse rammer. De varme hænder.

Og dette har sygeplejerskerne gjort opmærksom på flere gange.

Argumentationen har svinget mellem, at læger og sygeplejersker skal have hænderne frie fra administration, for at arbejde med patienterne – gøre det som de er uddannet til. Kontra, at det er bedre at læger og sygeplejersker straks ajourfører journaler, således disse altid er fuldstændige opdateret.

Og i tillæg til journalisering, så er der problematikken omkring den elektroniske patientjournal. Skal vi have en fælles udgave, eller er det bedre at have NordEPJ, MidtEPJ , SydEPJ og Sundhedsplatformen – som ikke altid kan tale sammen. Det har været en diskussion baseret på effektivitet.

Hele sundhedsvæsnet, inkl. sygeplejerskerne, skal have indhentet et stort efterslæb fra coronatiden, og kæmper med ubesatte stillinger oveni. Jobopslag der bliver sværere og sværere at besætte, fordi tilgangen til sygeplejerskeuddannelsen er for nedadgående og uddannede søger væk. Heldigvis er der også historier i medierne, om sygeplejersker der er glade for deres arbejde, men det er op ad bakke for sygehusene.

Igen tales der om at effektivisere for at gøre ventelisterne kortere, men det er svært at blive ved med at vride noget ud.

Der er et andet aspekt: Sundhedsvæsnet kan ikke gøre det alene, patienterne har også sin del af skylden, for det koster meget mere end man lige tror, når patienter ikke aflyser eller helt udeblive fra aftaler. Dette vigtige issue blev også pointeret i medierne.

Så man kan konkludere, at sygeplejerskernes kamp har gjort en forskel, den har fået sat problematikken på dagsorden i flere henseende, og derfor nyttede det noget, at de stod på barriererne den gang sidste år (2021). Nu skal vi bare holde gang i samtalen – samtalen om hvad der er ret og rimeligt ift. vort sundhedssystem, vores sundhedspersonale og vores patienter.

Ord der har hængt ved mig her i august 2021 – Det 11. bud fra præsten: Giv din viden videre. Artikel i Fredericia Dagblad 02.08.2021 om en tidligere sognepræst i Engum, sygehuspræst, forfatter og foredragsholder, Preben Kok. Han har fået udgivet en bog på forlaget Gyldendal med titlen “Arvegods – giv visdom videre”. Han mener at ordsprog er et depot af livsvisdom, lige som folkeeventyr og bibelen og at ledsagehistorier er livets landkort. I bogen bruger han ordet ledsagehistorier. Det er viden – om livets gang og hvad mellemstationerne er – der kan være en hjælp…

Preben Kok giver i bogen et eksempel på nytteværdien af ledsagehistorier. Har man et sår, så vil det klø ganske fælt. Man har da to problemer: Sår og kløe. Men hvis sygeplejersken fortæller, at kløe i såret er et tegn på helbredelse, så bliver det lidt lettere at tåle. Ikke fordi kløen har ændret sig, men det har patientens syn på den. Ledsagehistorier er at fortælle om livet, så man ikke bliver alt for fortvivlet, siger Preben Kok.

“Livet leves forlæns, men forstås baglæns”, lyder et af de mere kendte citater af filosoffen Søren Kierkegaard. Som ofte med ham er det tvetydigt. Lige i første sekund lyder det optimistisk, men det kan også læses sådan, at hver generation er tvunget til at gøre de samme erfaringer som den forrige. Vi er dog ikke nødt til at genopfinde den dybe tallerken den ene gang efter den anden – bare vi lytter til ledsagehistorierne, mener Preben Kok. Min egen generation har forsømt at give det gode arvegods videre, som vi selv modtog, siger han.

Jeg tror der er noget om det han siger.

Unge kan tro de er nogle kraftkarle, moderne, intellektuelle, IT-lærde, etc. og at de ældre er det modsatte. Sådan har det været i generationer. Unge med gå-på-mod har ikke lyst til at blive bestemt over. Men i og med, at mere og mere gammel viden ikke bliver overbragt og videregivet i samme grad som tidligere, er der så også givet mindre værdigrundlag videre… det værdigrundlag Danmark helst skal bygges videre på… Og når vi samtidig bliver mere og mere multikulturelle, rejser mere ud i verden og informeres via det store internet (fremfor tidligere, hvor det var den lokale avis og bøger), så er det vigtigt at have et fælles værdigrundlag for at bibeholde vores velfærdssamfund.

Måske er den store fælles glæde ved EM i fodbold, danskere i Tour de France, osv. et tegn på, at vi har mangler i vores fælles værdigrundlag…. Eller også er det blot en god undskyldning for at flippe lidt ud og være sammen ovenpå corona….

Når det kommer til stykket, er det et spørgsmål om, hvad gider du at vide og hvad er nødvendigt at vide.

Og om er du indstillet på at arbejde for at opnå viden, om du er lydhør og åben for ny viden, samt om du er villig til at dele din viden på en ordentlig måde (uden at være en bedreviden snob og uden at være grådig).

Så lær og lær videre!