Nyhedsstrømmen flyder som en farlig flod i disse dage. En time gamle nyheder er bogstavelig talt galt. Tal ændrer sig, og tolkningen heraf også. Fra antal smittede til antal på intensiv. Mørketal og tusindevis af hvorfor? Svar, vi ikke kan få, svar der ikke gives, svar der ændrer sig. Alt er uvist. Er mine børn tilbage i skole efter påske? Vi ved det faktisk ikke.

Svenskerne synger deres egen sang, det gjorde USA og Storbritannien også i lang tid. Svenskerne beskytter de svageste og lader de stærkeste forsamles til og med 499. Præsident Trump bruger de amerikanske gigantvirksomheder til at løse problemerne, han arbejder sig frem med det, han ved, han kan og det, der normalt virker for ham: Virksomhedsledelse.

Han står dog efterhånden mere og mere måbende tilbage – og kan pt. ikke smide hans elskede fake news.

I Danmark bager vi, synger, leger, spiller, ser Olsen Banden for 1000 gang, læser bøger, hjemmeunderviser og er sammen på afstand som aldrig før. Vi facetimer vores kære og higer efter den allerede svundne tid, hvor vi kunne nyde en kop kaffe på Kurt’s Kaffe og drikke Hancocks Sport Cola på Urbania Streetfood, eller indtage morgenmaden hos Hotel Gl. Havn. Tiderne er forandret.

Statsminister Frederiksen slog også fast. Det bliver et andet Danmark.

I kommentarspalterne udspringer det delte og nye Danmark sig eksplicit – det er næsten et levende ideologisk klassekampsopgør, der er på vej.

Jeg taler med mennesker på begge sider og jeg forsøger at forstå dem. I fredags sagde flere erhvervsdrivende, at det var flot, hvad Folketinget havde sendt deres vej.

I dag virkede de opgivende med tanker på det bureaukrati, der venter. Valutafonden erklærede samtidig, at Coronakrisen får større økonomiske konsekvenser end finanskrisen, dertil en nyhed om 23 læger i Italien, der var afgået ved døden efter at have behandlet Coronapatienter.

Vi har passet på de svageste i provinsen, men de svageste har også været dem, vi har mødt i gadebilledet, hvilket måske ikke er så godt. Jeg ser også virksomhedsejere melde ud: Jeg har lukket min virksomhed for at passe på de ældre og svage, hvorfor passer de så ikke mere på. Det er da naturligvis logiske forklaringer på – de skal jo også handle, men mængden har været enorm. Måske også her, at man finder mennesker, der har “behov” for at komme ud i kamp mod ensomheden. Ja, der er mange; hvorfor.

Nyhedsstrømmen er stærk i disse dage, og for at navigere i det urolige vand burde vi samles. Det gjorde vi også og det gør vi også. Men mere delt.

Mange virksomhedsejere og borgerlige meningsdannere argumenterer for, hvorfor virksomhederne skal betale for, at medarbejderne sendes hjem. Store virksomheder, der vælger ikke bare at sende, men at fyre lægges for had, og bølgerne vokser, når debatten raser.

Floden flyder over.

Hvorfor skal virksomhederne betale 10-25 procent for at sende deres medarbejdere hjem? Omsætningen er nul, trods kommende hjælpepakker, lån, garantier og andet flot, så kigger de stadig på et rundt 0 i omsætning – og det er foruroligende, og svært at se, hvordan de nuværende løsninger skal hjælpe om fire måneder. De hjælper nu – og det er vigtigt, men for mange er det varm luft, der bliver kold. De elsker Danmark, mange har også et venskabeligt forhold til deres medarbejdere, men når der ikke kommer penge i kassen er selv 10-25 procent mange penge at hive ud.

Heldigvis har mange penge på kistebunden, men som en gæv mand sagde: De bliver hurtigt slugt, når man sælger ingenting. Gennem de sidste 10 år har danskere og virksomheder hørt, at de skal polstre sig. Nu skal de give ud – det er svært at være dem.

På den anden side.

Står mange med smagen af: Vi må alle give. Skatteborgere, samfund, virksomheder, medarbejderne og ledere. Alle må hjælpe – og det Regeringen gør, er stort, skriver og siger de. Mette Frederiksen og Søren Brostrøm roses som Dronning og Prinsgemal, politiet tilbydes (u)lovlig pizza som tak for deres store indsats, imens debatten raser over, hvem der fortjener gratis pizza for at udføre et ekstraordinært stort arbejde i disse dage. Det er nærmest forbud at tjene mere end det gennemsnitlige og gud forbyde, hvis man er dygtig til noget, og kunder måtte belønne det. Vi skal alle være lige og vi skal prise os glade for de mennesker, der passer vores svage. Ja, det skal vi, men alle har en rolle – også bankdirektører, ejerledere og andet godtfolk, som i mange kommentarspalter sammenlignes med gullaschbaronerne.  

Medierne begræder de tabte annoncer og truer med døden, hvis ikke gigantiske hjælpepakker er på vej. Uvildigheden slår rekord, når Borgmestre står i kø for at redde deres ikke lokale medier. Ulven kommer, sagde… Lokaldemokratiet er truet, hvis ikke regionale og nationale mediegiganter får tilført store tilskud, selvom de allerede får store tilskud uden at være lokale.

Alle vil hjælpe alle, men har i sidste ende travlt med det selviske mig. Det er svært.

Alle er dog enige om at hylde sygeplejerskerne og lægerne, imens andre må stå for skud, særligt direktører i milliardvirksomheder skal have besked. Men de tusindevis af arbejdspladser, sats og investeringer, de har foretaget tæller ikke længere. Jeg har aldrig forstået – hvis alle mener, at det er så let at være selvstændig, hvorfor er alle det så ikke? Butikkerne i byerne lider – også kædebutikkerne, så igen tilbage til min pointe – 0. Det er bare en dårlig forretning, og selvom økologi, klima og socialøkonomiske virksomheder fyldte spaltepladserne før, så må de nu vige til et nyt samfundssind – og en ”genblomstring” af et samfund, hvor vi placerer os i den klasse og kasse, vi er eller havner i. Det er sur kost for et samfund, der ellers for under en måned siden kunne hylde de modige i Løvernes Hule.

Det er ikke let, men skal Danmark komme ud af Coronakrisen positivt, så må det være et andet syn på livet og en hyldest af forskelligheden. Accepten af, at selvom forretninger tjener penge, så bliver ikke alle store og rige. Langt fra. Og de som bliver rige har ofte lidt andre tab i deres liv, som vi faktisk ved nærmere eftertanke ikke misunder dem.

Kampen om historien fortsætter om en time.

Leave a Reply