Fredericia Idrætscenter åbner dørene for både trænede og begyndere til yogafestval, lørdag den 30. september. Målet med arrangementet er at bruge de mange muligheder, som idrætscentret har og give folket en yogavitaminindsprøjtning.

Klokken er lige slået ni i Fredericia Idrætscenter og en række af centreres brugere kommer gående med deres håndklæder og tasker over skulderne. Lidt længere fremme er en gruppe børn i gang med at fylde deres flasker med rent vand fra vandstanderen. Jeg går ind på halkontoret, hvor eventkoordinator Helle Burmeister har inviteret på kaffe for at fortælle om et af de nye tiltag; yogafestival, og på vej mod mødelokalet fortæller Helle:

”Vi har dygtige instruktører, vi har muligheder og vi har faciliteter. Derudover er der ingen tvivl om, at yoga er blevet populært i befolkningen, og i en tid, hvor stress og jag fylder mere og mere har mennesket behov for at lade batterierne op, og det er yoga et sublimt redskab til”.

Helle Burmeister har efterhånden afholdt en del arrangementer i Fredericia Idrætscenter, hvor hun startede for 15 år siden, da kurbadet åbnede. Hun har de seneste tre år arbejdet med events, og denne festival glæder hun sig meget til:

”Det er dejligt, at vi har fået så stor opbakning fra alle. På festivalens program er temaet; yoga for alle. Der bliver et væld af programmer på dagen, og så kan man tage hele familien med. Der er fokus på velvære, og jeg er sikker på, at med de dygtige instruktører, vi har fået til at være med, bliver det en uforglemmelig oplevelse. Blandt andet er vores egne instruktører, Tina Blomstergren og Gita Grauslund med,” fortæller Helle og fortsætter:

”Allerede nu er der pæn tilgang til arrangementet, men der er plads til flere, og hvorfor ikke sprænge rammerne og vise hele området, hvad vi kan med yoga i Fredericia”, siger eventkoordinatoren.

Mød op med morgenhår

Ideen om yogafestivalen har Helle Burmeister arbejdet med det sidste års tid, og siden er der blevet afholdt møder, brainstormet og lagt planer for dagen.

”Vi har gang i hele centret den 30. september. På programmet er f.eks.: ”Aerial Yoga”, ”Yin Yoga”, ”De Fem Tibetanere”, ”Tantra Yoga”, ”Yoga Filosofi” og naturligvis ”Yoga for alle”. Vi glæder os til en dejlig dag, hvor mennesket kommer i centrum og så kan man altså møde op med morgenhår”, slutter Helle Burmeister med et smil.

Arrangementet starter kl.8 og kører til15.40. Deltagerne kan blive og bruge svømmehal og badeland til 17.40.