Forside Middelfart Kom tæt på marsvinet på KulturØen

Kom tæt på marsvinet på KulturØen

DEL
Opsprætning af et marsvin på KulturØpladsen.

Det har vakt stor debat, når landets zoologiske haver dissekerer giraffer og løver for åbent skue. I Middelfart går det heldigvis mere stille for sig. Lørdag den 19. maj kl. 10.30 dissekerer Fjord & Bælt, for sjette år i træk, et marsvin på KulturØ-pladsen. Dissektionen er blevet en fast tradition, som skyder marsvindagen i gang i Middelfart.

Udelukkende druknede marsvin

Det er Tue Skovgård Larsen fra Fjord&Bælt, der står for dissektionen. “Vi åbner op og ser, hvad der er indeni”, fortæller han og tilføjer, at det er vigtigt at understrege, at det er udelukkende druknede marsvin, der bruges til dissektion. Marsvinet blev fredet i 1967, men desværre drukner nogle marsvin i fiskenet, det såkaldte bifangstproblem, som man arbejder bredt på at mindske. Nogle af de druknede dyr havner hos Fjord&Bælt til brug for forskning og formidling.

Marsvinet i Middelfarts historie

Allerede i Middelalderen jagede et Marsvinjægerlaug systematisk marsvin i vintersæsonen i Middelfart. Formålet var at udnytte marsvinets tykke spæklag, som blev kogt til tranolie og benyttet som lyskilde. Det århundrede gamle marsvinjægerlaug ophørte dog i 1898, og i 1967 blev marsvinet fredet.

Minder og fejring

Jagten på marsvin var noget helt enestående i Danmark, og der er i Middelfart mange minder efter denne jagt. Mindesten er sat op forskellige steder i kommunen. I kommunes byvåben er der et marsvin, og på Fisketorvet, i hjertet af det gamle Middelfart, står bl.a. en smuk gammel brønd til minde om marsvinjagten.

I 1959 blev et nyt Marsvinlaug oprettet med det formål at minde om historien. Marsvinlauget har de senere år skabt marsvindagen, som fejres hvert år, tredje lørdag i maj, i forbindelse med den internationale beskyttelsesdag for marsvin. Marsvindagen byder udover dissektionen på musik og optog gennem byen.

DEL