Lørdag den 1. april kl. 10.00 starter en ny sæson i Den Historiske Miniby på Vestre Ringvej i Fredericia med fest for alle, hvor både kultur- og idrætsudvalgsformand Lars Ejby og 6. Juli Garden kigger forbi. Mød også seniorguiderne, som står klar til at fortælle flere gode historier om de mange huse og deres beboere i 1848.

Hele byen er inviteret med til at fejre åbningen, og der er gratis adgang mellem kl. 10-12.

Besøg minibyen frem til uge 42
I denne sæson kan gæster glæde sig over længere åbningstider i Den Historiske Miniby, der kommer til at følge Madsby Legeparks åbningstider. Sæsonen starter 1. april og slutter efter uge 42.

Nyt indgangsparti
Minibyen er ved at indrette et nyt og spændende indgangsparti, som Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune har givet tilskud til. Indgangspartiet står ikke færdigt til åbningen, så minibyen har indrettet en midlertidig indgang, hvor de udstiller deres souvenirs.

Seniorbyggerne på Prangervej, Pro Aktiv og personalet i minibyen har været i gang med at gøre minibyen klar til åbningen. Flere af husene har fået en tur med penslen, græsset er trimmet og træerne beskåret, så nu kan gæsterne og det gode vejr bare komme an.

Åbningstider og priser i Den Historiske Miniby
Den Historiske Miniby har åbent alle hverdage i april og maj fra kl. 10-14, alle weekender og helligdage i april og maj kl. 10-18. I juni, juli og august alle dage fra kl. 10-18. I september og frem til 13. oktober alle hverdage kl. 10-14, weekender fra kl. 10-18. Efterårsferien fra lørdag 14. oktober til og med søndag 22. oktober hver dag kl. 10-16.

Entré: Børn: 20,- kr./voksne 30,- kr. / gruppepris ved 20 personer: Børn 10,- kr./voksne 20,- kr.

Fakta om Den Historiske Miniby
Husene bygges i målestoksforhold 1:10 af ægte tegl og sten efter byplanen og tegninger af husene i 1849. Minibyen ejes og drives af Kultur & Idræt i Fredericia Kommune. Madsby Legepark har den daglige ledelse.

Frivillige seniorer fra Pensionisternes Samvirke, Fredericia bygger og vedligeholder husene i samarbejde med det faste personale og Proaktiv. Seniorerne er også guider i Minibyens åbningstid.

Der er ca. 7.500 besøgende i Minibyen om året.