Søndag den 19. juni får vandhunde, naturelskere og andre, som er vilde med vand, virkelig mulighed for at udforske og afprøve, hvad Lillebælt kan byde på.

Fredericia Kommune og Naturpark Lillebælt sætter fokus på livet i Lillebælt i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden, dykkerklubben Aktiv, Fredericia Kajaklub og Danmarks Naturfredningsforening. Dagen igennem er der en række gratis kystaktiviteter, som udfordrer alle sanser.

Du kan røre ved Lillebælt, når lokale fiskere tømmer deres fangst i rørebassiner på stranden. Her kan du sammen med naturvejlederne komme helt tæt på rødspætter, ulke og krabber og få mere viden om dyrene og plantelivet under vandet.

Du kan også komme med på en uforglemmelig snorkeltur sammen med WWF Verdensnaturfondens hav- og naturformidler Peter Skødt Knudsen og hans snorkle-crew. Du og din familie kan helt gratis låne varme og smidige våddragter og snorkeludstyr.

Eller hvad med at fiske i Lillebælt med vores fritidsfisker? Han viser dig, hvordan du fisker med stang. Du kan tage din egen fiskestang med eller lån en.

Elever fra Rødkilde Gymnasium, der dissekerer fisk og viser hvordan et stenrev er bygget op. Du kan også blive klogere i en naturquiz om naturen hos Danmarks Naturfredningsforening.

Hos vores kokke fra Kringsminde Museumsgård kan du smage på Lillebælt, der serverer lækre smagsprøver af frisk fisk fra bæltet.

Dykkerklubben Aktiv og Fredericia Kajakklub giver dig en introduktion til deres vandsport, som de dyrker i Lillebælt.

Så kom og deltag i en spændende dag med masser af aktiviteter ved vandet søndag den 19. juni fra kl. 10 – 16. Lillebælts hemmeligheder foregår ved Lyngsoddevej 77 – under den nye Lillebæltsbro i Fredericia.

Fakta om Naturpark Lillebælt
Fredericia, Kolding og Middelfart Kommuner og Destination Lillebælt arbejder på at skabe en naturpark i Lillebælt-området. Formålet er at profilere områdets storslåede natur, og samtidig bidrage til at flere – lokale og turister – får glæde af naturen. Alt sammen under hensyntagen til områdets enestående kombination af et unikt hav- og fjordområde, natur, landskab, kultur og geologi.