På Ryttergrøftvejen ved LindbergFenger Kursus- og Videncenter holder Ann Dorthe Pedersen til med Robin Hoods Eftf., hvor man som en familie kan komme ud og dyste mod hinanden.

Som barn kunne man tage bambuspinde og lege med bue og pil, men Ann Dorthe har valgt at tage den next level. Via sit erhverv, hvor hun laver teambuilding, har hun fundet på et koncept, hvor man som familie kan komme ud og hygge sig på en anderledes måde end normalt.

Siden 2014 har Ann Dorthe lavet firmaarrangementer, og som en del af pakken har man kunnet tilvælge konceptet omkring skydningen. Denne sommer er den første, hvor hun tilbyder det til familier.

Fru Hood introducerer skytten før man prøver at skyde. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Vi besøgte Fru Hood, som Ann Dorthe kaldes. Straks spurgte hun, om jeg havde prøvet at skyde med bue og pil før, og det har jeg ikke. Som barn var det heller ikke en af mine interesser at lege i “adventure”-genren, så det skulle prøves nu.

Efter at have sprittet buen af gik vi hen til græsområdet, hvor der skydes. Der findes mange former for bueskydning, og den Ann Dorthe tilbyder på Ryttergrøftvejen er 3D bueskydning, hvor man skyder efter et dyr. I dette tilfælde var det Ib, som vi skulle skyde efter. 

Først introducerede Ann Dorthe mig for, hvordan man sætter pilen fast på buen, og så forklarede hun, hvordan man skulle sætte fingrene når man skal skyde. Dernæst var det tid til at stå med siden til i forhold til, hvor man skyder, og så skulle albuen i en bestemt position. Det så let ud, da Ann Dorthe gjorde det, men det var faktisk ikke så lige til.

Efter par svipsere med at få pilen til at blive på buen, så lykkedes det at få sendt et skud af sted mod Ib. Skuddet ramte ikke, men med høj fart røg pilen i stedet forbi. Ann Dorthe forklarede så, hvordan jeg kunne sigte bedre, og det lykkedes. På andet forsøg ramte jeg. Min frygt var, at jeg ikke ramte, men til min lettelse skete det og så fik jeg ikke udstillet mig selv mere end nødvendigt.

Det skulle dokumenteres, at jeg forsøgte mig med bue og pil. (Foto: Ann Dorthe Pedersen)

Efter at have sat tingene på plads igen, så gik vi hen til en bænk og satte os ned, og talte om konceptet Ann Dorthe har. 

“Min tanke var, at mange holder ferie hjemme i Danmark, og alle kan ikke tage i Legoland. Det her er beregnet til aktive familier, der vil ud at prøve noget nyt. Det er mest for store børn, da det godt kan være svært for små børn, og derfor har jeg sat en aldersgrænse på otte år,” siger Ann Dorthe og fortsætter:

“Jeg har haft testfamilier igennem, og de synes, at det har været sjovt. Det er en anderledes udfordring, og man bliver grebet af det. Når man har prøvet at skyde lidt, så kan man skyde efter point og så har jeg et kort man kan skrive på. Flere af familierne, der har været her fortalte at bueskydningen her indgik som en del af deres sommerdyst, hvor de er ude til forskellige ting i løbet af sommeren.”

Ifølge politiets regulativer skal informationen være på dansk, engelsk og tysk. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Er folk helt på bar bund, når de skal prøve?

“Det er de fleste, men jeg har en anden indgangsvinkel til det via min erfaring. Jeg kan hurtigt få sporet folk ind så man har mulighed for at ramme. Jeg finder altid en balance mellem at instruere og så bare lade folk skyde,” siger Ann Dorthe.

Hvis man vil booke en tid hos Robin Hoods Eftf. kan man gøre det via kalender funktionen på Facebook, som man finder ved at klikke her.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer