Tidligere torsdag blev Anders Kragh Martinusen, der i flere sæsoner har bombet løs for Århus i Ligaen, præsenteret i Fredericia Håndboldklub. Fredericia AVISEN mødtes med den stærke højre back, der tror på muligheden for at vinde medaljer i FHK på sigt.

Anders Kragh Martinusen tilbragte torsdag formiddag i thansen ARENA, hvor direktør Thomas Larsen viste ham rundt i de nye faciliteter. Noget af tiden tilbragte Martinusen i FHK’s klublokale sammen med Fredericia AVISEN, hvor vi talte om stort og småt.

Det er ikke hvilken som helst spiller, som er hentet til Fredericia. Aktuelt er Martinusen den sjette mest scorende spiller i Primo Tours Ligaen med 57 kasser. Siden sit skifte til Århus Håndbold i sommeren 2016, hvor han kom til klubben fra Odder, er det blevet til i alt 401 Ligamål for Århus. Tilbage i 2014/15-sæsonen tørnede Martinusen ud for Odder i Ligaen, og dengang blev det til 52 mål i 23 kampe.

Nu venter der et nyt eventyr for Anders Kragh Martinusen, der igennem længere tid havde en dialog med FHK.

“Jeg skifter til Fredericia, fordi det er en spændende klub. Jeg har talt meget med Jesper Houmark og Thomas Larsen, der fremlagde klubbens ambitioner for mig, og det vil jeg gerne være en del af,” siger Martinusen.

D. 1. november løb højrebacken på banen for Århus i thansen ARENA. Han glæder sig til nu at have publikum på sin side.

“Det bliver dejligt at trække den røde trøje over hovedet, og få en masse opbakning i den sindssyge gode arena med de mange fans, der forhåbentligt vil hjælpe os til mange sejre,” siger han med et smil.

26-årig Anders Kragh Martinusen havde andre muligheder end FHK, da der skulle skrives under med en ny klub. Blandt andet var den kroatiske storklub PPD Zagreb på banen.

“Til sidst var der en mavefornemmelsen, der sagde Fredericia, og det handler om at følge fornemmelsen. Fredericia er lige nu det rigtige sted for mig,” slår han fast.

Hvad tiltaler dig ved klubben?

“De har ambitioner om at nå slutspillet og derefter vil de tage det endnu videre. I fremtiden vil de vinde noget. Det synes jeg kunne være spændende at være med til. I Århus har jeg været i slutspillet to gange og har derfor lidt erfaring som jeg kan bidrage med på den front,” siger Anders Kragh Martinusen og kommer ind på, hvad han kan på banen:

“Jeg er en spiller, der kan skyde bagfra og er en tempofyldt herre, og så håber jeg at bidrage med noget i forsvaret, som jeg ikke har vist frem i Aarhus, men det håber jeg, at jeg kan her.”

Hvad er dine ambitioner?

“Hvis man taler Ligaen, så vil jeg have medaljer om halsen og i fremtiden vil jeg gerne prøve udlandet af. Muligheden var der nu, men mavefornemmelsen sagde nej. Jeg vil bygge lag på og opnå nye muligheder, og så jeg tror alle drømmer om at trække landsholdstrøjen over hovedet,” siger Martinusen.

Er det realistisk med medaljer i FHK?

“Med det setup og de ambitioner, som jeg er blevet fremlagt, så synes jeg det i fremtiden ser lyst ud. Hvilken fremtid og hvornår er svært at sige, men de har lagt ud, at de gerne vil tage det roligt og det ikke er noget, der sker imorgen eller næste år. Det er realistisk i fremtiden,” siger han.

Hvem er Anders Kragh Martinusen udenfor håndboldbanen?

På banen er han en målfarlig herre, men hvem er privatpersonen Anders Kragh Martinusen? Det spørgsmål stillede vi ham.

“Jeg er uddannet pædagog og arbejder på efterskolen Hou Maritime Idrætsefterskole som håndboldtræner, og har nogle aftenvagter der,” siger Martinusen.

Vil du fortsætte med det, når du skifter til FHK?

“Det vil jeg forsøge, jeg ved Houmark også er efterskoletræner og jeg tænker ikke, at det bliver et problem. Der er en lidt længere køretid herned, men det skulle ikke være nogen hæmsko,” siger han.

Hvad laver du i din fritid?

“Jeg har to drenge. Den ene er lidt over to år, og så har jeg en lille en på otte måneder, så det bruger jeg meget krudt på sammen med min kæreste Rikke,” siger Anders Kragh Martinusen, der slutter af med at fortælle, hvad han glæder sig mest til ved at skifte til FHK:

“Jeg glæder mig meget til at spille sammen med de nye holdkammerater og komme igang i den fantastiske arena med den store opbakning. Jeg ser frem til at have folks opbakning – det er det jeg glæder mig mest til,” lyder ordene fra FHK’s nye signing, Anders Kragh Martinussen.

https://www.billet.dk/queen-machine-i-fredericia#bio

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her