Den kun 15 årige Amalie Schultz Terp-Nielsen fra Kolding BK får hjemmebane fordel, når hun som U17 landsholdsspiller deltager i 6 nationers turneringen i Kolding fra d. 20-23. april.

Til daglig går hun på går på Brændkjærskolens eliteidrætslinje, men i den kommende tid skiftes klasselokalet ud med badminton på topniveau. Den 15 årige pige er nemlig udtaget til U17 landsholdet, der snart spiller 6 nations turnering i Kolding.

6 Nations for U17-landshold er en traditionsrig turnering, hvor de stærkeste, europæiske badmintonlande krydser klinger. Turneringen afvikles hvert andet år, og i år foregår det i Sydbank Arena forud for EM i Badminton.
Sidst der blev spillet 6 Nations for U17-landshold i 2015, ryddede de danske talenter det meste af bordet. Så der er store forventninger.

”Folk skal komme ud og se U17, fordi der er nogle rigtig spændende kampe, og mange af spillerne er de bedste fra de lande, der er repræsenteret. Mange af kampene er meget lige, og folk giver sig fuldt ud, fordi alle vil det samme. De vil vinde”, udtaler det koldingensiske talent, Amalie Schultz Terp-Nielsen, til Kolding Kommunes hjemmeside.

Sidste gang i Tyskland vandt Danmark 4 ud af 5 kategorier plus holdturneringen. Men Amalie Schultz Terp-Nielsen ser dog ikke sig selv som storfavorit.

”Jeg ser frem til at få en rigtig god oplevelse og nogle rigtig gode kampe. Og noget erfaring med i bagagen. Men jeg ser ikke mine chancer som helt vildt store, fordi jeg ikke er den bedste, der er med fra Danmark. Og så er der også rigtig mange gode fra de andre lande”, siger Amalie Schultz Terp-Nielsen.

Efter 6 nationsturneringen afholdes EM i Badminton i Kolding. Det foregår også i Sydbank Arena fra d. 25. april-30. april. Og også her vil Amalie Schultz Terp-Nielsen være til stede.

”Jeg skal være hjælper ved EM, så selvfølgelig skal jeg se nogle af kampene, det er jo de bedste fra Europa, så man kan sikkert lære en masse af dem. Jeg synes, det er rigtig fedt at EM holdes i Kolding, så har jeg ikke særlig langt til kampene, og jeg kan nå at se en masse badminton, jeg er sikker på, at det bliver rigtig fedt”, siger Amalie Schultz Terp-Nielsen.

Billetter til EM i Badminton kan købes på ticketmaster.dk, mens det er gratis at se U17 kampene i 6 nations turneringen.