Det bliver en oplevelse for livet, når de ældste elever fra syv af Koldings folkeskoler og elever fra Hansenberg skal møde Andreas Mogensen, der som den første dansker var en tur i rummet. Det sker tirsdag den 17. maj i Sydbank Arena, hvor Andreas Mogensen fra klokken 13.00 til 14.30 fortæller om sin tur og sit ophold på Den Internationale Rumstation.

– Vi er rigtig glade for, at eleverne får muligheden for at møde den første dansker i rummet. Det giver et indblik i, hvad naturfag kan bruges til: At der 360 kilometer over jorden bliver lavet forskning, som har stor betydning for livet på jorden. Vi håber, at det kan gøre flere unge nysgerrige på naturvidenskab, siger naturfagskonsulent i Kolding Jørn Chemnitz Kristiansen.

Flere af folkeskoleeleverne har arbejdet med rummet i forbindelse med Andreas Mogensens tur på Den Internationale Rumstation. For dem bliver mødet med astronauten i Sydbank Arena kulminationen på forløbet. Her får en elev fra Bramdrup Skole mulighed for at interviewe Andreas Mogensen ud fra spørgsmål, som eleverne selv har lavet på forhånd.

Arrangementet er arrangeret i samarbejde mellem Pædagogisk Center i Kolding og Kolding Bibliotekerne. Samme dag klokken 16.00 kan man derfor også møde Andreas Mogensen på biblioteket. Her er gratis adgang.