Ejere og lejere i Kolding Kommune gør sig umage med at sortere affald i køkkener og garager. De har taget nye begreber til sig som grønne poser til madaffald, miljøstationer, døgnåbne genbrugspladser og Genbrugsbil.

De mange ton affald, der bliver løftet ud af forbrændingsanlægget, har i stedet kurs mod genanvendelse.

Indsatsen virker

I 2020 steg kommunens genanvendelsesprocent til 58 %, et stort hop i forhold til 2019, hvor samme procent lå på 48. Genanvendelsesprocenten er målt på de syv mest almindelige typer affald, borgerne skiller sig af med: papir, pap, plastik, glas, metal, træ og organisk (mad)affald. Det nationale mål for genanvendelse ligger på 50 % i 2022.

Det er især indsamling af madaffald, som blev færdigudrullet i Kolding Kommune i 2020, der har haft betydning for den store ændring. Derudover bruger borgerne også miljøstationer til papir, plast, metal og glas meget mere.

Til sammenligning med nabokommunerne ligger genanvendelsesprocenten i Vejle på 56 %, Fredericia 49 % og Middelfart 39 %. Tallene fremgår af rapporten ’Bæredygtighedsredegørelse 2020’, som Kolding Kommunes afdeling Redux – Affald og Genbrug netop har udsendt.

– Det gør mig meget glad, at borgerne tænker så meget på miljøet. Nu kan vi se, at vi flytter os markant, når alle trækker i samme retning og gør brug af de muligheder for affaldssortering, der bliver stillet til rådighed i kommunen. Når vi har førertrøjen i forhold til vores naboer, skyldes det nok, at vi har styrket hele affaldsområdet markant siden 2014: Foruden indsamling af madaffald og oprettelse af flere miljøstationer, har vi også opgraderet flere genbrugspladser og gjort dem tilgængelige døgnet rundt. Ikke mindst har vi en del digitale muligheder, der gør det lettere for borgerne at få viden om og bestille affaldsløsninger, forklarer Jakob Ville, formand for Teknik- og Klimaudvalget i Kolding Kommune.

Plads til forbedringer

For dykker man ned i rapporten, kan man se, at mængden af affald er støt stigende, også i Kolding Kommune, hvor den totale affaldsmængde pr. indbygger er steget fra 735 kilo i 2018 til 890 kilo i 2020.

– Selvom det er godt, at vi sender 20 % mere til genanvendelse, så er det faktisk ikke noget at fejre, at vi skaber så meget affald. Vi skal til at bevæge os i en ny retning. I sidste årti snakkede vi meget om, hvordan vi kunne genanvende, og det har vi fundet en løsning på. I dette årti skal vi finde ud af, hvordan vi kan beholde flere materialer i et kredsløb, så de ikke skal gennemgå en større proces for at blive anvendt igen. Det er kernen i cirkulær økonomi, og det bliver kernen i vores arbejde som cirkulær kommune her i tyverne, siger Jakob Ville.

Hvordan Kolding Kommune kan bevæge sig i retning mod at blive en cirkulær kommune, har du måske nogle ideer til? Du kan komme med dine forslag, der vil blive tænkt med i kommunens nye affaldsplan, der udkommer i 2022. Spørgeskemaet finder du på www.kolding.dk/affald.

Faktaboks

Hvad er genanvendelsesprocenten?

  • Genanvendelsesprocenten er én måde at vurdere kommunernes indsats med at øge affald indsamlet med henblik på genanvendelse fra husholdninger.
  • Begrebet genanvendelsesprocent kan føres tilbage til regeringens strategi fra 2014 ’Danmark uden affald – ressourceplan for affaldshåndtering 2013-2018’.
  • I strategien blev der fastlagt en målsætning om, at mindst 50 % af følgende syv fokusfraktioner skal indsamles til genanvendelse i 2022: Papir, pap, plast, glas, metal, træ og organisk (mad)affald.

Hvor kommer tallene fra?

Tallene er hentet fra www.affaldsviden.dk, en videndelingsportal for kommuner og affaldsselskaber i Danmark. Kommunerne leverer selv aktuelle data ind til portalen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her