Fodbolden samler, skaber fællesskaber og øger trivsel og velvære blandt børn, unge og voksne. Er man i tvivl kan man også blot besøge en lokal fodboldklub og opleve den fantastiske stemning og sammenhold på egen hånd.

Derfor går Kolding Kommune og DBU/DBU Jylland nu sammen om en såkaldt Velfærdsalliance. Den skal medvirke til at skabe rammerne for at styrke fællesskaber i Kolding på en ny og anden måde med fodbolden som omdrejningspunkt og med det formål, at få endnu flere borgere aktive i fodboldklubbernes givende fællesskaber.

Velfærdsalliancen er et godt eksempel på et tværgående samarbejde, hvor vi på tværs af organisationen samt med eksterne aktører udvikler nye meningsfulde løsninger til gavn for den enkelte borger. Jeg er derfor stolt af at vi som Bevæg dig for livet – visionskommune nu tager skridtet og indgår en forpligtende aftale med DBU/DBU Jylland, som styrker mulighederne for et sundt og aktivt liv i Kolding Kommune, udtaler Borgmester i Kolding Kommune, Knud Erik Langhoff.

Velfærdsalliancen er en kulmination af Kolding Kommunes Sundhedspolitik, Social- og Beskæftigelsespolitik, Fritids- og Idrætspolitik samt DBU’s vision En Del Af Noget Større.

Fra unge uden for fællesskabet til hjertepatienter og demensramte

Samarbejdsaftalen vil have stor indvirkning på kommunens velfærdsområder. Borgere der er hjertepatienter, demensramte eller har gennemgået kræftbehandling vil, som en del af genoptræningen, få et motionsforløb som f.eks. motionsfodbold eller fodboldfitness. Forløbene styrker fællesskabet og sammenholdet, der sikrer et vedvarende engagement for at vedligeholde træningen og være sammen med andre.

”Fodbold for fremtiden” – en beskæftigelsesindsats

Et helt særligt indsats vil der være på at give unge i alderen 18 – 29 år succesoplevelser, ved at bruge fodbolden som udgangspunkt til at udvikles sociale kompetencer, dyrke motion og øge den mentale sundhed. Nøgleordene her er fodbold og fællesskab, når Kolding IF, Ungeenheden i Kolding og DBU d. 15. marts 2022 søsætter ”Fodbold for Fremtiden”. Et beskæftigelsesprojekt, som har til formål at hjælpe en udsat målgruppe af ledige i alderen 18-29 år ind i samfundets fællesskaber.

I 26 uger er de unge mænd og kvinder en del af et aktiveringsforløb, som indebærer fodboldfitnesstræning to gange om ugen. Desuden vil deltagerne løbende opleve forskellige inspirerende oplæg. Der vil være aktiviteter rettet mod ordinær beskæftigelse og uddannelse, virksomhedsrettede aktiviteter, studievejledning, jobsøgningskursus, oplæg om sund livsstil, viden om deltagelse i frivillige foreninger og inspiration til træneruddannelse, dommeruddannelse, samt blive indkaldt til samtaler med henblik på at få et større netværk og blive klædt på til fællesskabet i erhvervslivet, på uddannelsesinstitutionen og i fodboldklubben.

Projektet er en helhedsorienteret og tværgående indsats, hvor fællesskab, rummelighed og stabilitet er omdrejningspunktet for at hjælpe de unge borgere, og skabe et endnu stærkere velfærdssamfund.

Vi ved at det at være en del af et meningsfuldt fællesskab, gøre noget sammen med andre samt at være aktiv øger den enkeltes mentale sundhed. Jeg tror på at det stærke fællesskab, der findes i en fodboldklub, kan være med til at styrke engagementet og give den enkelte borger nye input og ideer. Jeg ser derfor frem til samarbejdet med DBU og DBU Jylland og tror på at vi sammen kan gøre en forskel for de deltagende borgere, udtaler Formand for Sundhed og Fritid, Birgitte Kragh.

Endelig vil der i forbindelse med Velfærdsalliancen også blive sat fokus på at styrke udviklingen af børnefodbolden i Kolding. Med udgangspunkt i DBU`s Børnesyn, vil fodboldklubberne og lokale aktører gå sammen om at få udrullet DBU´s nye Børnestrategi.

Underskrivelse af Velfærdsalliance mellem DBU, DBU Jylland og Kolding Kommune

Velfærdsalliancen underskrives ved en officiel seance tirsdag den 15. marts 2022 kl. 11.00-12.00

Underskriftseancen foregår i Kolding IF, Marcus Alle 30, 6000 Kolding

Følgende repræsentanter fra DBU og Kolding Kommune vil være tilstede.

· Borgmester i Kolding Kommune, Knud Erik Langhoff

· Formand for Sundhed og Fritid, Birgitte Kragh

· Formand for Social og Arbejdsmarked, Villy Søvndal

· Formanden for DBU Jylland, Bent Clausen

· Formanden for DBU, Jesper Møller

· Social- og arbejdsmarkedsdirektør, Thomas Reintoft

· Senior- sundheds- og fritidsdirektør, Annette Lund

På banerne i Kolding IF har ”Fodbold for Fremtiden” deres første træning i samme tidsrum.

Der vil være lidt let forplejning. Interesserede medier er meget velkomne. Under hele arrangementet har pressen mulighed for at foretage interviews. Dog vil det være mest hensigtsmæssigt at foretage interview inden eller efter underskriftsseancen.