Kolding Kommune er indstillet til Grøn Indkøbspris 2015 for at investere i brintbiler og brint-tankstation sammen med tre samarbejdspartnere.

Den grønne indkøbspris bliver uddelt den 5. november på en indkøbs-konference i København, og hvis Kolding Kommune skal vinde prisen foran tre andre nominerede, kræver det opbakning i form af stemmer. Alle har mulighed for at stemme på hjemmesiden ansvarligeindkob.dk

Borgmester Jørn Pedersen, der i september underskrev samarbejdsaftalen om brintbiler og tankstation sammen med BlueKolding, Hyundai og Danish Hydrogen Fuel A/S, er glad for at Forum for Bæredygtige Indkøb, der står bag prisen, har set potentialet i brint-investeringen.

’Som medlem af Green Cities har vi forpligtet os til at arbejde for grøn omstilling på en lang række områder, blandt andet trafikken. Derfor har vi også en pligt som Kommune til at gå foran og teste denne type biler med en forholdsvis ny teknologi. Samtidig er det vigtigt for os at sikre de helt praktiske forhold omkring optankning’, forklarer Jørn Pedersen.

Når brinttankstationen i Kolding åbner i begyndelsen af 2016, får den en meget central placering i Danmark. Når man tanker sin brintbil op i Kolding med fuld tank, vil man kunne køre tur-retur til et hvilket som helst sted i Danmark, og brinttankstationen bliver dermed en vigtig brik i infrastrukturen for de danske brintbiler.

Det rene vand

Fordelen ved brintbilen er ikke kun, at den er meget miljøvenlig, da den kun udleder rent vand. Som chauffør mærker man ikke nogen forskel i forhold til en almindelig bil, og den kan tankes ligeså hurtigt og til samme pris som benzin.

En brintbils brændselsceller har en levetid på ca. 300.000 kilometers kørsel. Det svarer omtrent til 10-12 år.

Kolding Kommunes brintbil indsættes i kommunens flåde af puljebiler. Hvis bilen kører 15.000 km årligt, og erstatter medarbejdernes kørsel i private biler, vil det betyde en besparelse på 30-55.000 kr. årligt.